Goy Wiblemo

Romantikken

Kom om morgenen
Kærligheds historie uden ende
Vi stjal et kys ved floden
Kærlighedens have for enden af evigheden
Sopran stemmer lyder i det fjerne
Ekstase sniger sig langsomt ind
På livet af romancen
En sky og genert ung knægt jeg var
Hvor kunne mit skrøbelige hjerte vide
Hvad kærlighed kunne gøre ved min uskyld
Min rene og skrøbelige sjæl
Romance kom med sejrens sødme
Den sagnsomspundende kærlighed
Ramte os pludselig en dag i maj
Som morgensolen i daggry
Midt i edderkoppens dugfyldte spind
Jeg higer efter at danse i dit hjertes vindue
Til musikken af englenes hjerteslag
Som fylder min sjæl og hvert åndedrag
Du er den luft jeg indånder hver dag
Uden dig ville jeg dø, langsomt men sikkert
Dog er jeg stadig til, uden dig
Længes efter musikken fra dit hjerteslag
Varmen fra dine blide læbers berøring mod mine
Som natten venter på daggry, venter også jeg
På dig……..

Krammer min bløde pude
Mens jeg samler mine splittede tanker
Rækker ud efter min blyant
Min bedste ven, min gamle følgesvend
Ofte jeg til dig tyer min blyant
Da du er den eneste
Der kender mig ind og ud
Du er der altid for mig
Gennem tykt og tyndt

Selvom da jeg var kun ti
Tålmodig du var trods mine fjollede
og barnlige drømme
Såsom drømmene
om at være en legendarisk helt
Eller at være en stor modig konge
Du var tålmodig med mine underlige spørgsmål
Som, hvorfor er himlen blå og ikke grøn?!

Så blev jeg 18
Statigt holder jeg om dig, stolt og ærekær
da du er den bedste ven jeg nogensinde har haft
Du lytter & lytter & lytter
Selvom ingen er tilstede
Selv der er du nærværende
Du er her altid
Selv når ingen er her og ingen bekymre sig
Og vi, mine dybeste tanker deler
Selv de hårdeste følelser
For du krænget ud af mit bryst
Du tager det værste af byrden
og får mig til at slappe af og hvile

Vender mig mod dig når jeg er svag
du er den eneste som forstår mig
når jeg føler jeg ikke kan tale
Du er den eneste
Som virkelig kan læse mit taleløse sind
Du kender mine dybe hemmeligheder
Som du ikke vil afsløre for nogen
For dig kan intet skjules
Du sætter ord på mine følelser
Du hjælper mig med at være den jeg er
Opmuntrer mig bestandigt
Siger aldrig til mig "du kan ikke"

Drømte om at blive en poet
Jeg takker dig nu, for du lod mig opdage
At jeg kan, kan alt hvad jeg lyster

Savner måden du holdt mig tæt
Og de små kælne bid på halsen
Savner måden du strøg mit hår
Med en kærlig og varm hånd
Savner måden du altid læste mine øjne på
Og så mig direkte ind i sjælen

Savner måden du gav mig gåsehud på armene
Fra dine kys fuld af charme
Savner måden dine læbers sødme satte spor
Som fik mit hjerte til at længes efter mere
Savner måden dit hjerte slog på
Som fik mig til at føle mig hel

Savner måden du sagde de 3 ord
Og længes efter at høre dem hver dag
Savner måden du slyngede din arme om mig
Håber du kan se vi var meant to be
Jeg vil være her for dig i tusinde år
Indtil da, mine tårer jeg vil gemme

Vi er, du og jeg
Som to grannåle
Som vil tørre ud og falde
Men aldrig adskilte

Når jeg skænker te
Til kvinden jeg elsker
Selv inden hun drikker op
Rødmer jeg som et modent kirsebær

En skikkelse vandrer forbi
Og mens jeg undres
Om det er hende,
I denne nat
Er midnats månen
Dækket af skyer

Selvom jeg til dig altid kommer
Over drømmenes snørklede veje
Disse nætter af elskov
er ikke værd en vågen berøring af dig

Du kom ikke
På denne kolde månefyldte nat
Jeg vågnede ventende på dig
Min brystkasse ulmer
Mit hjerte brænder op
Af længsel efter dig

Sort hår
Sammenfiltret I de tusinde strande
Sammenfiltret i mit hår
Sammenfiltret i mine sammenfiltrede minder
Af vores lange nætter fyldt af elskov.

Vinteren vil ende
Intet kan vare for evigt
Skæbnen styrer vores liv
Mine hænder kæler
For dine bryster
Fjerner sløret af mystik
En blomst åbenbare sig
Blodrød og skrøbelig

Vi ligger hånd i hånd,
Hoved mod hoved,
Øje mod øje.
Stjernerne ser ned på os med misundelse,
Månens stråler kaster sit lys på os,
som var vi nattens lyspunkt.
Vores passion er bundet sammen af kærlighed.
Passion som er skrevet på papir,
kan aldrig gengive min passion for dig.
Ægte passion er som en sang,
en endeløs liste af noder,
skrevet med hjerte og sjæl,
den kan aldrig dø, ej hellere fade væk,
for den ligger dybt i vores indre.
Du er min sande passion,
min sande kærlighed.

Kunne jeg få blot et ønske
ville jeg ønske at vågne op med dig hver dag,
til lyden af dit åndedrag i min nakke,
mærke dine varme bløde kys på min kind
føle dine fingers nussen på mit bryst
mærke dit hjerte slå i takt med mit
og vide jeg aldrig ville kunne føle sådan
med nogen anden end dig.
Når jeg er sammen med dig
føles evigheden kun som et øjeblik
Min kærlighed til dig vokser dag for dag
du er i min sjæl, mit hjerte
hvor meget jeg elsker dig
vil du aldrig kunne fatte

Ønsker,
Lyster,
at blive holdt om,
at blive elsket,
at føle varme,
at føle dit bankende hjerte,
at blive beskyttet mod kulden,
og hjerteløse vinde,
lade sig falde i usynlige arme,
ned i kærlighedens dyb.
Ønsker,
Håber,
at mine ønsker bliver opfyldt,
mine ønsker om kærlighedens varme,
drømmer om passionerede omfavnelser
om blide kys
ventende på udødelig kærlighed.

En frostklar december dag,
går vi hånd i hånd gennem skoven,
sætter dybe fodspor i den nyfalden sne.
Så dybe som dem vi sammen
i vore hjerter efterlader for altid.

I have an angel who is my own
I have an angel who is the love of my life
I have an angel who looks out for me
I have an angel who has brown eys and black hair
I have an angel who is always on my mind
I have an angel who is the one for me
I have an angel who can make me smile when others fail
I have an angel who loves me for being me
I have an angel who stays with me for all time
I have an angel who was sent to me by god as a gift

Musikken døde hen, gæsterne er gået -
minderne sitrer af sange der blev sunget.
Blegnet er rosernes mylder -
synet og duften vores sjæle fortryller.

Engletrompeten døde, dets blad
falder i min elskedes bad.
Forlader du mig? I dine drømme
sødt min elskov sover ind

Der midt på det grønne mos
lå vi og betragtede fuglen som fløj,
Der drømte jeg en drøm om dig
på den vindkolde høj

til sidst en solfaldsstråle til
din bløde pude fandt vej,
da er det solen og jeg
som blidt, varmt og vådt kysser dig

I want

I want a morning
To wake up with you
I want a morning
To love you through

I want a morning
With you beside me
I want a morning
For both of us to see

I want a morning
for making love
I want a morning under
The sun above

I want a morning
For you to see
That I want you always
Beside me

I want a morning
Which never ends
I want a morning
Which slowly transcends

I want a morning
Full of love
I want a morning
Filled with all the above

Mellem dine bryster en tråd af guld flettet,
i sensommeren fugle kommer og stjæler den.
Jeg ville forandre mig til en spurv,
for at flyve til din seng,
en rede jeg vil bygge i dit øre,
med min sang dig vække om morgen,
så du på mig altid tænker.

Dine bryster er mine,
dine øjne er mine,
guldnøgler er dine hænder som mit hjerte åbner.
Solen går ned i horisonten,
lyser dine øjne op som de klareste diamanter.
Af alle stjerne på himlen har jeg den klareste kær,
jeg længes efter dig til dagens første skær.

I dine øjne jeg dykkede
som svaner i mosevand
Af dine læber jeg drak
som et dådyr af åen
I dine bryster ned jeg sank
som var de af bomuld
Mine lunger åndnede
som blæsebælgen hos smeden
I stilhedens time
som sammensmeltet guld
gled vi sammen til én
under nattens pudevår

Dit håb i mit hjerte
er den sjældeneste skat
Dit navn på min tunge
er det sødeteste ord
Mine bedste timer
er dem jeg tilbringer med dig
Kæreste du
jeg kan ikke leve i denne verden
uden at altid have dig i mine tanker
hvordan skal jeg kunne klare fremtiden
hvis ikke jeg mit hoved i din barm kan hvile
svømme væk i dine klare øjne
og du med akacie sød stemme
hvisker, - jeg elsker dig

Betaget jeg bliver når jeg med dig taler,
Forført jeg bliver når jeg på dig ser,
Tiden stopper når jeg med dig elsker,

Som ny jeg bliver når jeg på dig kysser,
Varm om hjertet jeg bilver når jeg ved at du ved min side findes
Ingen større gave jeg mig ønske kan, du gør mig til en hel mand.

Du er som blomsterne om foråret
der springer frem og ikke lader sig glemme,
et billede, der altid vil være på tankernes opslagstavle.

Som de barnlige minder man havde,
da man om sommeren var ved stranden
og spiste is medens solen varmede ens krop
og man spiste om kap med solen, inden isen smeltede.

Som den store skål fyldt med dejlige sommerfriske jordbær,
fløde, mælk og sukker, som man med stor velbehag nyder,
medens solsorten synger, om kærlighed og evig sol i hjertet.

Sådan er mine dage, tanker når jeg er sammen med dig,
blot er solen, isen jordbærene og solsorten kun bitte små atomer
i forhold til de følelser og minder jeg har med dig, kan ikke, vil ikke undvære det

Når du ikke er hos mig, lever jeg i en ensom trist og grå vintertid,
med korte dage, mørke dage, kolde dage
tanken om vi skal være sammen igen, snart....
får solen til at smelte alt og lyse mit hjerte op, nu vil jeg, kan jeg klare alt.

Mine læber,
trænger til at blive kysset af dig

Min tunge,
Trænger til at smage dig

Min næse,
Trænger til at dufte dig

Mine hænder,
Trænger til at røre dig

Mine øjne,
Trænger til at se dig

Min krop,
Trænger til at mærke dig

Med andre ord -
jeg savner dig
jeg elsker dig
jeg begære dig

Mine hænder længes efter at røre dig
Min krop længes efter dig
Fanden tage den fysiske afstand
Der skiller os ad.

Gid jeg var luft for dig,
Den luft, der omgiver dig
Den luft, du indånder
Den luft, der fylder mine lunger,
Den luft, der giver mit hjerte kraft og liv.

Tryghed er, at vide at du er til
At vide at du altid er der for mig
At kunne søge trøst i dine arme
At kunne putte sig i din favn
At kunne vise min uvidenhed
Uden angst eller skam
Tryghed er, at vide at du er til

Savner dig at snakke med
Savner din stemme
Savner din logiske sans
Og din evne til altid
At få tingene til at hænge sammen
Savner dine brune øjne
Savner dit søde smil
Jeg savner dig

I månens svage lys, skinnende som sølv,
stråler den gennem en stjernefyldt nat.
Fra trætop til skovbund, over den spejlblanke bjergsø,
ser man pilen hænge, hænge over søens bred,
som var søen fyldt med dens tårer.
I drømme vi ånder, higer efter lyden,
den blide lyd af elskov.
Så skøn en lyd, stjernerne vil skinne.
Vor tid er inde....

At leve med mig er ikke nemt,
jeg gør det hver eneste dag.
Selv jeg har lyst til at løbe væk,
men du er der, og holder ved,
det er mere end hvad jeg fortjener.

Har taget mere end jeg har givet,
har taget mit liv for givet,
ved ikke helt hvorfor.
Jeg er velsignet med din kærlighed,
trods jeg aldrig fortæller dig dit værd,
det er mere end hvad jeg fortjener.

Typisk dig altid sødt at smile,
du bærer det så flot.
Fik jeg min vilje, klædte jeg dig i intet andet,
så kom og læg dig lidt ved min side,
for i dette øjeblik,
er du mere end hvad jeg fortjener.

En nat der skal huskes
som en bøn der aldrig svares på
en nat så romantisk
en nat der gør mig syg af lyst

En nat fuld af kærlighed
En nat fyldt med sommerfugle
En nat fuld af kærtegn
En nat fyldt med kys

En nat fuld af udholdenhed
En nat fyldt med intimitet og sex
En nat fuld af berøringer
En nat fyldt med minder

En nat med dig!!!

Lad os kysse i julen
da vores kærlighed er stærk.
Lad os kysse i julen
da vi hører sammen
med en passion så intens,
vi har ventet så længe på denne tid
lad os kysse,
bare kysse.

Du for mig er som en blomst
smuk udvendig som indvendig
du er grunden til folk smiler
en gave til os alle

Du for mig er som chokolade
lækker og smagsfuld
én andre vender imod i hårde tider
Elsket af alle.

Du for mig er som en bamse
sød og lige til at kramme
Én andre føler sig komfortable med
Unique for os alle

Du minder mig om en masse ting
Men intet imod den virkelige person du er
En ven jeg kan se op til
en jeg virkelig værdsætter

Ofte sidder jeg, og venter på min telefon skal ringe.
Ofte når den ringer, jeg håber det er dig.

Ofte, jeg savner dine glade øjne og dine akacie søde kys.
Giv mig det,
Ofte, jeg tænker på dine læber, og dine bløde hænder i mine.
Giv mig det,
Ofte, venter jeg i længsel på et kærtegn fra dig,
Giv mig det,

Ofte, sprænges jeg af længsel efter dig,
Giv mig det,
Ofte, jeg længe har ventet, kærlighed,
Giv mig det,
Ofte, jeg har søgt den ægte kærlighed,
Giv mig det,

Er du den jeg har ventet på så mange år?
Er du pigen?
Er du drømmen der går i opfyldelse?
Er du virklig?

Sig' jeg ikke drømmer,
Sig' det er mig du elsker,
Sig' det er mig du begærer,
Sig' jeg ikke er skør,

Sig', sig' - Giv mig det
Og du får det, du får alt og hele mig

Du har bredt dig i mig Tina,
fæstnet dine rødder solidt
til kamre og hjertevægge...

Stammen ridset ind i mit hjerte,
og dit navn løber rundt
med livets røde vin i alle kar...

Din krone fyldt med livets blade,
giver ly for alverdens uvejr
Jeg hygger, jeg nyder, jeg er....

Når du elsker én.
Elsker du så af hele dit hjerte?
Elsker du så ikke andre?
Ikke andre end mig.

Når du kærtegner én.
Kærtegner du så med hele din sjæl?
Kan du så ikke kæretegne andre?
Ikke andre end mig.

Når du lover én alt.
Holder du så det du lover?
Lover du så ikke andre?
Ikke andre end mig.

Når du kun tænker på én.
Tænker du så udelukkende på den?
Kan du så ikke tænke på andre?
Ikke andre end mig.

Hvis kærligheden er det du siger.
Mener du så at kærligheden er fængslende?
Skuf mig ikke, hvis du kun elsker mig.
Ikke andre end mig.

Kan ikke se dig
Kan ikke høre dig
Kan ikke føle dig
Kan ikke dufte dig
Kan ikke smage dig

Lukker mine øjne
Koncentrere mig
Visualisere dig for mit indre øje
Nu kan jeg...

Nu kan jeg se dig
Nu kan jeg høre dig
Nu kan jeg føle dig
Nu kan jeg dufte dig
Nu kan jeg smage dig

Åbner mine øjne
Koncentrere mig
Men ak, du var kun kort
Nu er jeg alene, igen

Afstanden til dig er kort
Og dog, så uendelig lang
Vi skal snart ses
Glæder mig, fryder mig

Skal snart se dig
Skal snart høre dig
Skal snart føle dig
Skal snart dufte dig
Skal snart smage dig

Hvor er tiden dog flygtig
Går alt for langsomt
Til tider for hastigt
Sammen med dig, må den gerne gå i stå

Der var en gang en fisk i havet

Sagde fisken til havet:
Du kan ikke se mine tårer fordi jeg er i vandet,

Og havet svarede:
Jeg kan føle dine tårer fordi du er i mit hjerte.

Jeg er hverken fisk eller hav, dog føler jeg din smerte når du græder

Sagde fisken til havet:
Jeg er her og forlader dig ikke, ellers vil jeg dø

Og havet svarede:
Uden dig ville min eksistens ikke have nogen mening

Jeg er hverken fisk eller hav, dog forlader jeg dig ikke, da jeg elsker dig

Sagde fisken til havet:
Uden fisk ville der ikke være noget i havet

Og havet svarede:
Uden dig er der intet i mit liv.

Jeg er hverken fisk eller hav, uden mig ville du stadig leve, men mit liv ville være meningsløst

Sagde fisken til havet:
Hvor mange fisk har du kendt før mig?

Og havet svarede:
Du er bestemt ikke den første fisk jeg har kendt, men du vil altid være den første i mit hjerte

Jeg er hverken fisk eller hav, og vi er ikke hinandens første, men du er altid den jeg tænker på først

Hvis jeg var en fisk og du et hav, ville du lade mig svømme I dit hjerte?
Hvis jeg er et hav o du en fisk, ville du altid være i mit hjerte.

Aften himlen
skal værdsættes
når vi betages af den

Ind i skyerne vi stirrer
ser intet andet end
det klare lys
fra dine lysende øjne

Når du skotter dig i søvne

Stjernen blinker
og dens tårer render
på himlens mørke kind
De falder på dig
og du skotter dig i søvne

Når du skotter dig i søvne

Blomster åbnes
for at omfavne lyset
i skovens hemmelige sal
Det skinner over dig
og du skotter dig i søvne

Når du skotter dig i søvne

arme åbnes
tårer render
i himmel og på jord
De rettes mot dig
og du skotter deg i søvne

Troede ægte kærlighed var et fatamorgana i mit sind,
en illusion, falsk, ikke muligt at finde.
Så kom du,
og jeg begyndte at se, mærke, dufte påny,
at kærligheden er ægte, og findes i mig, og dig

Blot et enkelt ord fra din mund
er som gnisten der oplyser min sjæl.
Der er ingen hjørner,
ingne mørke skjulte steder
din kærlighed ikke kan fylde

Du taler altid til mig,
med ærlighed og sandhed.
Dit empatiske og følsomme hjerte,
holder regn og kulde ude,
din kærlighed er den ultimative beskyttelse.

Dine læber taler altid blødt,
Dine kærtegn smyger sig tæt om mit hjerte,
mit hjerte banker i dit bryst.
Du holder et hjerte i dine hænder,
som aldrig er blevet givet bort før.

To hænder holdt tæt,
Ubevidst sammensmeltet
To liv nu som et liv.
Stolt jeg følges med dig,
Ovenud lykkelig,
deler jeg verden med dig.
min glæde fylder mit stolte hjerte,
min kærlighed er sublim,
du og jeg som en.

Regnbuen står pludselig stille
I et øjebliks sekund
Som var du lige her
Ved min side

Skal vi sammen dø?
Hviskede du mig i øret,
Midt i ildfluernes korte nat

Din kærlighed har i mit hjerte
Fundet det sikreste gemmested

I mit hjerte er en mark
Træer og søer
Omkranset af en væg
Ingen levende kan bryde

Herinde vil du stråle
Herinde vil du græde

I mit hjerte er der et hav
Fyldt med håb og liv
Omkranset af stjernernes lys

Herinde vil du stråle
Herinde vil du græde

I mit hjerte er der lys
Lyset fra himlens øje
Din kærlighed er et helligt sted
Det sikreste sted
Mit hjerte

Forventningsfulde tanker,
står skrevet i hans ansigt.
Han venter længselsfuldt,
altid klar til hendes omfavnelse,
udveksling af gengældte følelser.

Med et smil der lyser alt op,
Fjerner al langvarig dysterhed,
Vores øjne stråler om kap med hinanden,
hjerterne gennembores og fyldes,
af vores beslutsomme Amor pile.

Mod hans bryst hun klynger sig,
Smilene breder sig hos begge,
følelserne udtrykker ren kærlighed,
Intet kan os skille i denne verden fuld af,
kærlighedens varme omfavnelse.

Goy Wiblemo © 2023

Overrasket over hvor hårdt jeg faldt for hende,
Svævede og mistede fodfæstet,
Tyngdekraften giver ikke mening.

Stemmerne I mit hoved,
fyldes til bristepunktet,
Dæmonerne kæmper indædt bag brystet,
Det er mig uforstående, at du modstår dem.

Jeg glider, mister fodfæste I min trygge verden,
Tankerne kredser om du og jeg,
Hvad hvis jeg aldrig fandt dig, og du ikke fandt mig?

Jeg ønsker at dele alt med dig,
Din kærlighed er bibelsk, aldrig set skønnere,
Alle euforiske følelser bruser I min krop.

Hvis du nogensinde går i stykker,
Falder ned blandt tordene skyer,
Frygt ej, jeg er der og samler dig op, altid….

Goy Wiblemo © 2023

Jeg har oplevet ægte kærlighed,
Sendt fra himlen ovenfra.
Hvorfor sku jeg så ikke turde,
At sige hvor meget jeg holder af dig.

Jeg kender dig ikke godt,
Alligevel er jeg fortryllet.
Jeg kunne let give op,
Bare for en lille berøring af dig.

Men når jeg ligger og sover,
Når jeg drømmer om dig.
Så tør jeg fortælle dig,
at jeg vil holde dig i mine arme.

Jeg ønsker at holde dig i aften,
Du er solen, der skinner så klart.
Jeg er forelsket i en engel,
Jeg føler mig så nær.

Selvom jeg er langt derfra,
Jeg kan holde dig så tæt,
Og så ikke se lyset,
Når det er klart og tydeligt.

Du smiler til mig,
Jeg tror stadig ikke det er virkeligt,
At du aldrig vil kunne føle det samme for mig,
Men når jeg ligger og sover, mærker jeg.

Når jeg drømmer om dig,
Så tør jeg fortælle dig, at jeg
Vil holde dig i mine arme,
Jeg vil holde dig i aften, til solen går ned.

Du er solen, der skinner så klart,
Jeg er forelsket i en engel.
Engang i livet får du en følelse,
Åh, engang i livet ser du en engel.

Englen du ser, er kun til dig,
men når jeg ligger og sover.
Når jeg drømmer om dig,
Så tør jeg fortælle dig, at jeg elsker dig.

Vil holde dig i mine arme,
Jeg vil holde dig i aften.
Du er solen, der skinner så klart,
Jeg er forelsket i en engel.

Goy Wiblemo © 2024

Dagtids drømme er de unges frirum,
Drømmen om en kvindes kærlige smil.
Et smil der drager mig mod hendes mund,
En mund der er skabt til hede kysse.

Jeg mærker din tilstedeværelse,
Din stemme, din duft.
Ville ønske du kunne bruge,
et helt liv på, at elske mig.

Jeg føler mig endelig hjemme,
midt i den forbigående sommerbrise,
undrende spørger jeg hvorfor?
Hvorfor er jeg den heldige?

Jeg føler dit nærvær, ved du kan høre mig,
dagtids drømme omhandler kvinden i mit liv.
Når ikke vi er sammen, længes jeg,
Du er umådelig dybt forankret i min sjæl.

Goy Wiblemo © 2024

Noget drager mig altid tilbage til dig
på ingen tid, uanset hvad jeg siger eller gør,
mærker jeg dig, indtil det øjeblik jeg er væk.

Du holder mig, uden at røre,
du holder mig, uden kæder.
Har aldrig ønsket så meget, at drukne i din kærlighed.

Du elskede mig fordi jeg er skrøbelig,
selvom jeg troede jeg var stærk.
Du berørte mig en kort stund,
og al min skrøbelighed forsvandt.

Jeg lever på mine knæ, mens jeg prøver
at få dig til at se, at du er alt hvad jeg tror
jeg har brug for i livet.
Du er min sjæls lys i mørket,
mit hjertes retningsgiver på livets
kringlede og ukendte veje.

Fastlås dine øjne med mine,
så jeg kan beskue din sjæl.
Pres dine læber mod mine,
så jeg genkender din smag.
Lig din nøgne krop mod min,
så jeg mærker dine usikkerheder.
Syng en sang for mig,
så jeg lære dit hjertes melodi.
Dans i regnen med mig,
så jeg kan mærke alle dine bevægelser.
Gift dig med mig,
Så jeg ved du kun er min,
og jeg kun din.

(Af Goy Wiblemo ©)

Er du så min østersskal jeg kan krybe ind i,
hvor jeg kan føle mig sikker,
omgivet af den smukkeste hvide perlemor,
godt beskyttet mod alverdens farer?

På en helt almindelig Cafe,
en sen og varm sommeraften,
sidder hun på stolen.
Hun holder hans hånd i sin,
mens hele verden passere forbi.
Sommerbrune og frie.
Det er længe længe siden,
at eventyret var til,
hvor hun digtede og sang,
og længtes efter stjernerne,
i sit gyldne tryllespind,
som findes i landet bagved stjernerne.

På guldsmedens sølvglinsende vinger,
der glimter som stjerne på snor.
Kom sommerprinsen flyvende,
med det gyldne lange hår,
til hendes land,
der hvor drømmene bor.
med silke og diamanter,
og tusindvis af blomster i flor,
som han vander med tårer af guld,
som findes i landet bagved stjernerne.

(Goy Wiblemo ©)

En solskins sjæl,
fanget i et skærv.
En kvinde som solen,
så varm og så glad,
Et hjerte af guld,
en sjæl så munter.

Vi deler en latter,
en hemmeligheds skat,
Men skæbnens spil,
har været adskilt, så trist.
Hun blomstrer i livet,
så lys og så fri,

Men lænket er hun,
af et andet bånd, så svigefuldt.
Jeg ser hendes glæde,
men også et suk,
Et ønske om mere,
en hemmelig brud.

Jeg drømmer om stjerner,
om nære omfavn,
Om at dele hvert øjeblik,
hver dag, hver time,
Men virkeligheden kalder,
med klare ord.

Hun tilhører en anden,
et andet bord.
Så jeg lader hende skinne,
min veninde så god,
Og bærer min kærlighed,
som en hemmelig kod.

Måske en dag,
vil skæbnen os vende,
Og jeg vil få lov,
at være hendes verden,
I tykt og tyndt,
Af lutter glæde.

Goy Wiblemo © 2024

Under den måneoplyste himmel,
omsvøbt i et tæppe af stjerner,
liger vi begge i et fjernt eksotiskt land.
Stilheden overdøves kun af mit åndedræt,
som jeg svagt trækker, med dig så nær.
Jeg er bundet af dit nærvær,
og fortabt i din tilstedeværelse.
hvor jeg ikke kan findes.
Du kysser blidt min hals,
du giver mig følelsen af attråværdighed.
Min krop skriger og længes efter
at føle din omfavnelse og smage dig
Da jeg trænger ind i dig,
kommer der et lille grynt,
forklædt som et skælmsk smil.
Skal jeg hviske hurtigere?
Eller skal jeg skrige?
Du hiver mig i håret,
jeg føler jeg svæver,
ryster og skælver, du ligeså.
Vores svedige kroppe,
føles sammenflettet til en,
safterne flyder, varme og duftende.
Under den måneoplyste himmel,
omsvøbt i et tæppe af stjerner,
er jeg din, uanset hvor du er.

I min hemmelige have i min sjæl,
plantede du et frø,
som jeg vil vande og passe
samt gøde med kærlighed hver dag.
Af dette frø, vil der udspringe et
symbol på vores blomstrende kærlighed.
Som haven vokser i al dens flor,
vokser håbet om den velsignede dag,
hvor vi vil blomstre side om side,
som i paradisets have.
Bliver du nogensinde ked og trist,
besøg da vores hemmelige have,
hvor jeg for evigt er ventende og tro.

Det lille skælmske smil du laver,
når du får mig til at stønne blidt,
mens du leger med dig selv,
og lader mig fornøje mig med dig,
blot ved at lade mig svømme langt væk i dine våde sansefulde øjne.

Dine øjne,
så koncentrerede,
dog så rolige,
de betragter mig intenst og inderligt,
som ku de læse mine tanker,
som om alt jeg tænker,
står tydeligt skrevet i mine øjne.

Dine bløde fingre aeer blidt min krop,
som leder de efter det bestemt sted,
hvor de har været så mange gange før,
hvor der stadig er så mange uudforsket steder.

Du kender mig alt for godt,
og alligevel ikke,
du er tilfreds og betaget,
alt på samme tid,
du elsker mig mest og intenst,
Når vi er helt alene.

Kom tæt på mig, føl dig frem,
Sig intet, der er intet at sige.
Træk vejret, find din sjæls begær,
Slap af, jeg vil fylde din krop,
med begærets ild.
Find sensualiteten og passionen,
Mærk følelsen af lyst skylle ind over dig,
Eksotiske fantasier overtager dine tanker.
Min appetit er af en anden slags,
Aldrig har jeg følt en sådan følelse,
Kald mit navn, og jeg vil komme til dig.
Tiggende kroppe, bedende kroppe,
I søgende efter forløselse, krævende, hungrende behov der ikke vil ende.
Erotiske lyster og passioner fylder luften,
Begrænsninger og grænser, glemte,
uden fortrydelser.
Lad mig vise dine sanser,
vise hvad dyrisk instinkt kan være,
forførelse er magt, en magt jeg besidder.

Under en månebeskinnet himmel, under et stjernefyldt tæppe,
liger jeg med dig i et fjernt og ukendt land.
Her høres ikke en lyd, udover mit eget stille åndedrag, med dig så nær.
Jeg er bundet og fortabt i dit nærvær,
dine kærtegn og kys.
Jeg føler mig spændt mens min krop svæver og stønner,
længes efter din omfavnelse og
dufte og smage dig,
du glider sagte ned over mig,
med et lille klynk.
Skal jeg hviske hurtigere?
Eller skal jeg tie?
Dine negle borer sig ind i min brystkasse,
Føler vi svæver, mens du skælver sagte,
Under en månebeskinnet himmel, under et stjernefyldt tæppe,
liger jeg med dig i et fjernt og ukendt land, sammensmeltet i elskov.
Jeg er din for evigt og altid hvor du er.

Før jeg kaldte hendes navn,
var hun ikke andet end en gestus.
Når jeg kaldte hendes navn,
kom hun til mig og forvandledes til en farve og duftrig blomst.

Som jeg kaldte hendes navn,
vil nogen venligst kalde mit navn?
som passer til min farverige blomst og duft?
Også jeg længes efter at komme til hende, og blive hendes blomst.

Vi længes alle efter at være noget,
Dig, til mig, og jeg til dig,
længes efter at blive en beundring,
der ikke vil blive glemt

Hvis du var et græsstrå,
ville jeg udforske hele jorden efter dig.
Hvis du var et træ,
ville jeg lede blandt hvert eneste blad efter dig.
Hvis du var en glødende flamme,
Ville jeg flyve mod solen efter dig,
Hvis du var en dråbe,
Ville jeg gennemsøge alle havene efter dig,

Men var du en stjerne, ville jeg aldrig sku lede efter dig,
For jeg vil altid ku se dig,
da du er den klareste stjerne i min verden..

Vil du vente...

Vil du løbe ind i mine arme ved første blik,
Som da du hviskede tværs over det store caribiske hav.
Nu mine øjne, røde af søvnløse nætter,
ivrig efter at se dig i virkeligheden, gemmer på din skønhed.

Vil du omfavne mig, så det føles for evigt?
På trods af duften af billig parfume som
oser over det hele.
Vil du elske mig i morgen som du gjorde i dag?
når jeg løber tør for ord, uden have noget at sige.
Overvældende af tanken om du valgte mig blandt de mange bejlere,
klædt i skønhedens rustning.

Vil du stadig elske mig, nu jeg har elsket dig betingelsesløst?
mens jeg venter på at ku tilfredsstille dine begær, bliver jeg ikke yngre,
og min hud rynkes og ældes af livets hårde vinde.

På en helt almindelig fredag
I en helt almindelig by
I en helt almindelig bar

Fandt en plads i baren
Fik øjenkontakt med bartenderen
Hun lyste op da hun så mig,
og jeg ligeså.
Sagte musikken spillede,
en stille jazzet version af
"My funny Valentine"

På en helt almindelig fredag
I en helt almindelig by
I en helt almindelig bar

Henrykte følelser, efteråret danser i vinden, afklæder sig sine fløjlsbløde kjoler af passion og begær som illumineres på skumringens sarte bomuldsskyer.
Som en syngende havfrue, i det blikstille middelhav,
som længselsfuldt velkommer september lyset i sine glitrende øjne.

Indian sommerdage kommer og går,
nætterne kærtegner hendes kølige indigo blå sjæl, langt ind i november,
imens hendes sødme aftager.
Oktober ku ej blive for evigt,
tømt stirrer hun gennem iskold regn,
kærtegnende hvisken stopper brat,
når efteråret mister sin omfavnelse,
af kærlighedens årstid.

Jeg tror ikke du nogensinde fuldt ud vil forstå,
Hvordan du har rørt mit hjerte og sjæl,
og gjort mig til den jeg er i dag.

Jeg tror ikke du nogensinde fuldt ud vil forstå,
hvor helt speciel du for mig er.
i de mørkeste nætter,
er du den mest skinnende stjerne.

Jeg tror ikke du nogensinde fuldt ud vil forstå,
jeg fandt noget utrolig unikt og sjældent,
betingelsesløs kærlighed,
I min krop, min sjæl og mit sind.

Jeg tror ikke du nogensinde fuldt ud vil forstå,
hvor fantastisk en person du er,
at have dig nær, beriger mit liv
Det for mig, er et inderligt venskab.

Tavshed er guld siger de
Det tror jeg er sandt,
for midt i tavsheden,
mine tanker handler om dig.

Du er flammen på mit stearinlys,
som oplyser mit mørkeste hjørne.
Du er duften i blomsterne,
som sætter mit hjerte i blomst.

Du er stjernen der glimter i det fjerne,
som leder mig sikkert i mål,
i denne tavshed af guld,
Det er i sandhed dig jeg elsker.

Du er sommerfuglene i maven,
som lystigt flagre i kådhed,
når jeg ved det er dig jeg favner,
før min dag er omme.

Du er som nattens buldrene torden,
dine lyn slår ned når som helst
i min sjæl og gør mig hel,
og gør mit hjerte spændt og fyrrigt.

Du er mit paradis, mit oceans vidde,
mit høje vidstrakte bjerg.
Da i min tavsheds guld,
elsker jeg dig mest af alt.

Fortryllende og smuk,
ej en blomst, ej et træ.
Mere spektakulær end det,
noget kun jeg ser.

Kærlig og omsorgsfuld,
I sin reneste form.
Fylder mig med lykke,
og styrkende selvværd.

Øjne så forblændende,
umuligt at fjerne blikket.
Fængende og skinnende,
Dag ud og dag ind.

Omgivet af dine arme,
er hvor jeg høre til.
Lyden af dit bankende hjerte,
er lyden af min melodi

Intet udspringer af violinens spændte strenge
foruden sjælens indre
synger med i takt og samhørighed
akkompagnieret af kærlighedens flygtige toner
der som mælkebøttefrø blæser i sommerviden på må og få
Blandt dur, mol og maj ledes der efter
Det fuldendte i symbiose med nodepapir
Der kan fortolke hjertets eksistensgrundlag og forene
kvinde og mand i Babylons ånd uden guddommelig indblanding

Selvom tiden rendte ud,
Kunne jeg ikke elske dig højere
End lige nu, tag mit hjerte og kom med.
Vær min, vær den eneste,
Ønsker ikke at være med, eller elske en anden
Ku jeg få alt i denne verden, vil du være alt
Kan ikke elske højere, end jeg elsker dig.

I vinternattens sorte stilhed,
Hører jeg stjernernes hvisken
I den iskolde november nat.
Som glødende kul på nyfalden sne
Gennembryder de nattens tavshed,
Med løfter, fortrøstninger om
Evig kærlighed, med dig…

Jag mig, fang mig i mine drømme
Om du lyster.
Dit åndedrag i mit øre,
Som en varm forårsbrise
Mod mit december kølige ansigt.
Pirrende med blid stemme
Hvisker du til mig
"jeg er din"

Jag mig, fang mig i mine drømme
Men vær stille som en engel,
Væk mig ej fra min drøm
Vær blid mod min sjæl, som kun du kan.
Månen glider lydløst over de rastløse gader
Og dens blå kolde månestråler
Skyder diamanter fra dine øjne mod mine.

Jag mig, fang mig i mine drømme,
Jeg løber ikke mere…

En flugt fra virkelighedens onde forskruede greb,
trætte øjne og vejrbidt ansigt.
Til et varmt tilgivende, udholdende omfavnelse, hvilende fredfyldt og sammenflettet.

En perfekt afstand mellem to mennesker,
et midlertidigt paradis hvor
forstand, skælvende knogler og sind
holder lav profil uden forstyrrelser,
Let slumrende, drømmende,

Lige der lander et kys så blødt som en sommerfugls vingeslag i sommervinden,
lige på kæbebenet, de mindste ting er
tilstrækkelig, når kærligheden indtræffer,

Jeg var nærmest euforisk hallucinerende, af mit hjertets intensitet over følelsen af,
små kys og kærlighed til dig.

Forandringer bringer september,
og dig til mig,
med ord og løfter fra hjertet,
så fjernt fra mit, og dog så tæt,
da jeg hørte dem, følte dem, så dem,
bringe forandringer.
Jeg, ligesom efterårsbladene,
falder hastigt,
håber du, som jorden,
vil gribe mig,
inden nedslaget....

Tusinde sange har passeret min dyrebare tid.
Dog har ingen af dem,
fæstnet sig i mit hjerte.
Undtagen én, som altid synger i vinden.
en som gennemstrømmer mit liv.
Du er mit hjertes melodi.
Melodien som illuminere min dag,
med en rytme der maler min himmel,
som et kalejdoskop af eksploderende farver.
Jeg ved denne smukke sang vil ende,
og dette øjeblik vil blive fortid.
pludselig lyder strengene falske,
der er ikke flere noder der spilles.
Kærligheden fader rystende ud,
Grædende sidder jeg i hjørnet,
den søde sang er nu bitter.
Lyttende til mit hjertes sang,
vil jeg altid huske mit hjertes sorg,
at du er årsagen til min smerte.
Din kærlighed,
er som skæbnens ubudne gæst

Du er solen og jeg månen
forenet af kærlighedens gud
midnat og middag
svøbt i himlens skyer

Du er som et sanseløst mysterie
og jeg i en verden så anderledes
hvordan endte vi her
så tæt og dog så fjern

Dagen gryer
Natten fortaber sig i dit lys
Fuglekvider vidner om natten ender
Svagt skimtes stjernernes glimten

Min hånd og hjerte skælver
da jeg rækker ud efter dig
Mellem morgendagens skyer
syntes jeg dig svagt at ane.

Du er solen, jeg månen
forenet her
illuminere vi tiden der kommer
med kærlighedens intense flammer

Satin pillows gently caresses my face
whilst dreaming of you by my side
once we slept all summer nights
arms in arms, face to face
you and me, together, as night and day
once when we were young and unafraid
and dreams where undreamed,
wine untasted, songs unsong
she filled my life with endless wonder
then the cold autumn came along
and as the season's changed
Like tigers who comes in the night
looking for preyers
another man stole her heart away
can you tell heaven from hell
and angels from demons
I had a dream
but life killed the dream I dreamed
a dream in time gone by
so slow

A woman is like a song unsung
waiting to be heard
with a voice soft as thunder
she shreds the silent night
with love and passion
accompanied with a thousand violins
in a neverending perfect harmoni

Deep inside you
lies my heart
and in your soul
I've got my own place
as have you.....

She left me like the seasons
But the seasons came back
She never did
It was on a rainy day like this
Guess she found shelter elsewhere
Like dewdrops falling of the leaves
In the misty morning
My weary heart is dripping
With tears of loneliness and disparity
Never did I stop loving
Nor did I leave her

Før jeg kaldte hendes navn
Var hun intet andet
End en gestus

Da jeg kaldte hendes navn
Kom hun til mig
Forvandlede sig til en blomst

Som jeg kaldte hendes navn
Vil nogen venligst kalde mit
Som falder i min smag

Også jeg
længes efter at komme til hende
og forvandles til en blomst

Vi længes alle efter at være nogens
Du, til mig, og jeg, til dig
Ønsket om en forvandling der ej glemmes

Once there was another sea
before this sea
Blue and vast
Beyond the horizon

Once there was another love
Before this love
Warm and embracing
Deep within the heart

Once there was another life
Before this life
Full of time and joy
A never ending feeling

There will be no other sea
No other love nor life
Than this one
Cause time, time is a thief

Time will die
In the darkness,
While it patiently awaits
For our fragile souls

Souls that never was before
Or will be again
Their screaming voices
Within my ear seems endless

As taking the cold away from the snow
and make me worthless
is what you did to me
when you left me
all alone in my deebest hour
endlessly enticipating
your forgivness and understanding
seeking only true love

Come spoon with me,
When the night comes
And covers you in velvet darkness of loneliness.
Come spoon with me,
When all you have are memories of a forgotten love and shattered dreams.
Come spon with me,
When you in disparity look at thousands of stars, yet none of them are alone but you.
Come spoon with me,
When all you need is that someone who'll reach out for you before you're swallowed by the abyss of solitude.
Come spoon with me,
When all you need is a friend to make you feel safe in the lonely kaleidoscopic dreams that puzzles your heart.
Come spoon with me,
and I will spoon with you always and forever.

De faldne efterårs blade,
Røde og gyldne,
Svæver udenfor mit vindue.
Jeg husker dine kirsebærs røde læber,
Som Jeg kyssede i den varme sol,
Og kærtegnede din solbrændte krop,
Jeg engang holdt så tæt.
Uden dig er dagene uendelig lange,
Nu høres kun den iskolde vintervind,
Der synger i toppen af trækronerne.
Det er nu du savnes mest af alt,
Når efterårs bladende leger tag fat,
Udenfor mit frostklare vindue,
Uden dig.

Fristelserne flod,
flyder i sommervarmen.
Gamle Lp'er og pladespillere,
Spiller sange om savn og unik kærlighed og ungdommens naivitet,
men havde en
dybere mening,
for vores rene unge hjerter.
Luftens fyldtes af ildfluer og ungdommens passion,
duften af græs og nye grønne blade,
forførende og fængslende,
intet kan sammenlignes,
med den allerførste forelskelse,
som dog sjældent holder livet ud,
som ildfluer I deres korte intense liv.
Mindernes bog, blades igennem,
af leverplettede hænder,
der snart er ved livets ende,
klarsynet og accepterende,
Takkes der af for ildfluens dans.

Den røde rose hvisker passioneret,
Den hvide rose ånder af betingelsesløs kærlighed.
Den røde rose er som en fri majestætisk Konge Ørn,
Den hvide rose som en freds due i krigens hede.

Så jeg sender dig et cremehvidt rosenhoved, med en rødmen på sine sarte bladspidse.
Thi den kærlighed som er renest og sødest af alle,
har et kys af begær på sine læber, som alle bør smage, igen og igen.

Essensen af din kærlighed......

Fra da du forlod mig,
Er essensen af din kærlighed
Statig allestedsnærværende i mit sind.
Smerten i mit hjerte, kan ikke helbredes af al tid i verden.

Nu vandrer jeg rundt, søgende,
nærmest famlende efter din guidene hånd.
Jeg ville fortælle mig selv, hvilket fjols jeg var,
for at lade din kærlighed glide fra mig.

Nu, alene med minder, der som smukke kronbladene,
Blomstrer som på en forårsdag
dag i maj,
Kun med egne tanker, forsøger jeg at,
fordrive de ensomme timer.

Jeg kunne aldrig give til dig de ting,
en mand burde kunne give, til en kvinde som dig.
Men essensen af din kærlighed vil forblive hos mig,
Resten af mit liv, det ved du at det vil,

Goy Wiblemo (©) 2023

Stjernenes glans har tabt deres mening for mig
Nattergalens sang forstummer sig i længslens skrig
Kærligheden var et og alt
Intet er det samme nu vi ikke er sammen
Et smil kan blot gemme på så lidt
Dybt inderst inde ved jeg
Jeg bliver aldrig den samme igen

Ventende på en begyndelse.
Så du ikke det smukke som passerede dig?
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Alt for forelsket til en afsked
Ventende på at blive hørt.
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Vi vil aldrig opleve tosomhed,
Hvis vi aldrig prøver.
Oh krydsende kærligheds stjerne.

At se dig græde smerter mig så inderligt,
Jeg venter tålmodigt på endnu en chance.
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Du ku være alt jeg venter på,
Men du vendte dig blot væk.
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Efterlod mig midt I en dans,
Jeg blev den ensomme I solen,
Oh krydsende kærligheds stjerne

Skreven I vinden,
Ved du ikke noget smukt passerede dig?
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Alt for forelsket til en afsked,
Jeg plejede at være alt vidende,
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Men ved, du har ret,
Vi følte det sammen, som elskende,
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Jeg vidste det var os to,
Da jeg gennemskuede dit hjerte
Oh krydsende kærligheds stjerne,

længselsfuldt og søgende,
Ventende på dit smil.
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Den ensomme er jeg,
alene inden i solen,
Oh krydsende kærligheds stjerne,

Ved du ikke noget smukt passerede dig,
Alt for forelsket til at sige farvel,
Oh krydsende kærligheds stjerne.

Det sidste jeg vil se,
Er dig græde og udbrænde.
Oh krydsende kærligheds stjerne

Sæt dig i min vindueskarm,
lyset er slukket,
gaden er stille,
Nørrebro sover,
vi står tæt,
nøgne,
dufter af hinanden,
varme og svedig,
tavse ser vi på hinanden
kysser intenst og langsomt,
smelter sammen til én,
fanden tage tiden,
der pisker afsted uden omtanke,
din parfume fortaber sig i dine elskovssafter
som jeg stadig kan dufte på min krop,
de pirrer mine sanser,
vil have mere,
mere af dig,
nu,

Fortaber mig i glemte følelser,
som du fandt frem
fra mit dybe indre,
Vi nipper til vinen,
går tilbage til sengen
kryber ind i hinanden
forsvinder fredfyldt
til drømmeland
du og jeg

Der er en tavs bøn i brystet,
en slags brændende, lavmælt ønske,
der ikke handler om fyrværkeri eller feber,
men om en rolig, dyb genkendelse.

Jeg ønsker ikke den perfekte facade,
den der smuldrer, så snart natten falder på.
Jeg ønsker en sjæleven, der ser mit rod
og hjælper mig med at sætte ord på det.

For det tager så meget energi at holde vejret
og gemme de ærlige dele væk.
Jeg vil gerne kunne trække vejret helt ned i maven,
og vide, at det er nok.

Jeg længes efter en slags hvile,
hvor betingelsesløs betyder uden forbehold.
En kærlighed der er en landing, ikke en flugt.
Og det er det, jeg venter på at give – og modtage.

Goy Wiblemo © 2025

Jeg ved, at min sjæl i tosomhed fik sat sit sejl,
Og intet andet rum kan mildne savnets fejl.
Det er et dybt afsavn, som i min ånd mig plager,
Hvor hver en nerve efter dine læber jager.

En feberheds glæde var dit nærværs pris,
En helligdom som vi kendte i et ufortalt paradis.
Mit længselsfulde hjerte, savner hvert et spor,
Hvor dit begær mit eget spejledebillede forsvor.

Den poetiske natur i alt, hvad du mig gav,
Har gjort mig rig på minder, hinsides tid og grav.
Jeg venter på den time, hvor to bliver til ét,
Et løfte skrevet ind i blodet, rent og let.

Goy Wiblemo © 2025

For i eventyr findes magi,
der ikke blusser, men lyser.
En varme, der ikke brænder,
men guider som en lanterne, på en stille vej.

Og sådan blev deres bånd,
ikke skrevet i stjernernes ild,
men i hjertets rolige blæk,
hvor respekt, er den stærkeste besværgelse.

Goy Wiblemo © 2025

Det er mærkeligt, hvordan du altid har været der.
Lige i udkanten af mit synsfelt,
som en drøm jeg aldrig helt fik lov til at vågne op med.
Men ærligt talt?
I mine tanker har jeg været sammen med dig tusind gange.

Der er en sult i mig, som er svær at sætte ord på uden at rødme.
Det er ikke bare tanken om din krop – selvom du skal vide,
at jeg har ligget vågen mange nætter og forestillet mig præcis,
hvordan din hud ville føles under mine fingre.
Varm, levende, duftende og helt tæt på.

Jeg drømmer om det øjeblik, hvor vi lukker verden ude.
Hvor jeg kan mærke din puls hamre mod mine læber,
og hvor du endelig tør give slip, til mig.
Jeg vil ikke bare have din overflade;
jeg vil mærke dig helt derinde, hvor du holder vejret.

Tænk, hvis jeg kunne få lov til at elske dig sådan?
Helt råt og uden forbehold.
At se dig smelte, mens jeg hvisker alle de ting, jeg har holdt tilbage i årevis.
Det er den der blanding af en dyb,
sjælelig genkendelse og et voldsomt, fysisk begær efter at forsvinde ind i dig.

Du er kvinden, jeg aldrig kunne få,
men som jeg altid vil begære.
Og mit største ønske er bare én gang,
at mærke dig overgive dig helt, mens jeg viser dig,
hvordan det føles at blive elsket – både med hænderne og med hjertet.

Goy Wiblemo © 2025

Ingen bekymre sig
om jeg er i live eller ej.
Igen og igen er jeg forbigået,
af kærlighedens luner.
Alt jeg ved om kærlighed,
er hvordan man lever uden,
føler jeg leder forgæves.

Jeg vælger den snørklede ensomme vej,
velvidende det ikke er den nemmeste.
Der er ingen ny dag i morgen for mit hjerte,
år efter år med endeløs søgen,
ensomhed og tomhed er mine følgesvende,
føler jeg er nået til vejs ende.

Håbet i mit hjerte, gløder dog stadig,
som bålet der kæmper
for ikke at dø ud i natten,
fremtiden er uvis,
ingne ved hvad fremtidens lykkehjul lander på,
Mit hjertes dør står på klem,
ventende på kærlighedens solfaldsstråler,
trænger sig ind, og gøre nat til dag igen.

Kan jeg savne
uden at have mødt dig?
Mærker din varme aura
Tværs over oceanet

Den kolde grå regn,
ubarmhjertigt hamre ned,
i skyggerne af mørke rum
og tykke slidte velour gardiner.

Det regner i skyggen af din gang,
Fra den solbeskinede lysning,
Til den triste skov af forsømte hjerter.

Endnu en Søndag går på hæld, tanker og vildfarende fantasier står i kø for, at bliver skrevet ned, med største omhu, i et ekko af ensomhed

Hvor stjerner spejler sig i nattens dybe flod,
her vandrer sjælen i et længselsfuldt mod.
Thi hjertets kompas, som ofte viser vej,
har mistet kursen siden du gik fra mig.

Jeg savner den resonans, den stille klang,
der løftede mit sind til tosomhedens sang.
Hver poetisk strofe, som jeg nu former blidt,
er dryppet af det smertefulde afsavn, skridt for skridt.

Og selvom mindets lys skænker en flygtig glæde,
er det den sande nærhed, som jeg mest vil hæde.
En venten uden tidsramme, ren og klar,
Indtil du vender hjem, hvor du for altid var.

Goy Wiblemo © 2025

Ensom er nætterne
Ensom er dagene
Så ensom er jeg på så mange måder

Ensom er årstiderne
Ensom er årene
Så ensom er jeg, at det bringer tårer

Ensom er dette sted
Ensom er mit liv
Så ensom er jeg, at jeg rækker efter kniven

Ensom er guds retssal
Ensom er min dom
Så ensom er jeg, at jeg beder om tilgivelse

Midnat, mørket er her
Lås døren, omfavn ensomheden
sluk lysene, føles som enden på alt
denne onsdag nat

Der er ikke en lyd i stuen
sneen vælter ned udenfor uden lyd
kan ikke rigtig finde ind til
stilheden i mit sind

volumen på tv'et er skruet ned
kun de blå lysdioer danser i mørket
kan stadig ikke finde
stilheden i mit indre

Morgensolen danser op ad min væg
metroen tøffer stille forbi
Verden vågner stille og roligt
i lyset er jeg i det mindste i sikkerhed

Hårde ord og voldsomme slag
gemte hemmeligheder ingen kender
åbne øjne og knyttede næver
dybt inde er jeg bundet og tvunden
så mange løgne og svig
konstante skuffelser
ingne er specielle, ingen er talentfulde
jeg er bare mig, bundet og tvunden
sovende vågen og kvæles i en drøm
lytter larmende til mit stille skrig
knælende, i live men død
betragt det usynlige blod jeg har blødt
jeg er ikke borte, men mine tanker svæver
forvent ikke meget, jeg er bundet og tvunden
udbrændt, brugt, tom og hul
i dag er blot igårs i morgen
solen er udbrændt, og asken ligger øde hen
jeg er her stadig, bundet og tvunden....

En blid vind på tværs af landet blæste,
efter en udstrakt hånd jeg ledte.
For med vinden kom englene,
og mit navn de kaldte......

Noget så hårdt og smertende
går lige i sjælen
det virker uoverskueligt
og i mit hjerte er der et kæmpe hul

Prøver at være glad, bærer på et smil
dog døende invendigt
Verden syntes at fade væk
ønsker kun at flygte og gemme

Over alt hvor jeg færdes, alene jeg er
Rejsen hjem mod lyset er nær
Med engle vinger turen går
til de grædende, et liv tidlig oprandt

En drøm er som et uåbnet brev der aldrig lander i din postkasse,
som den lille fugl på græsset du kun er ligeved at kunne fange.

I sidste øjeblik flyver den bort, ud i friheden mod det blå.
Det er der du vågner og mærker vingesuset i ansigtet,
og opdager foråret bader dit ansigt i solens livsgivende stråler.

Livet skal nydes og opleves i nuet og ikke i drømme.

Riv dine englevinger af
flå dem ud af ryggen
du ved du ikke er ren
Alt de har, mangler du

leg ikke disse dumme lege med mig
forsøg ikke at forestille en due
dit hjerte er plettet med fortrydelser
og du indeholder forgiftet kærlighed

Kom til min virklighed af skygger
dine ønsker jeg vil opfylde
vi lever af frygt og ægte had
i dette mareridts land

vores liv er terror for alle undtagen os
en twisted og uvirkelig drøm
for alle andre
en forbandelse og et døende skrig

Min harpe er spændt med livets tråde
jeg kan lide at se dem knække
jeg kan lide at se deres kære græde
når de falder i søvn og aldrig vågner

Her er jeg konge af sindsyge
vil gerne have dig som dronning
sammen kan vi se dig brænde
din falske englevinge

jeg vil lære dig alt om syndens glæde
jeg vil give dig en hjælpende hånd
kom med mig til verdens ende
til mit mareridts land

Ekkoet af stilhed kan overdøve det højeste skrig
Stilhedens mysterier indholder alt
Forrådte lille dreng, hvorfor græder du?
Er det ikke sådan det altid skal være?
Refleksionen af barnet smiler blot
Håber at kunne ændre det
Refleksionen af dæmonen med et smil af det reneste guld
Hvad er der dog sket med verden?
Barnets uskyldighed ligger i spejlet af ignorance
Bevæg dig bort fra hyklerne da de vil fylde dig med løgn
barnets refleksion lysner
Det samme gør dæmons
Smerte og lykke har aldrig gået vel hånd i hånd
Som en manglende brik i livets pusle spil
Elsk barnet som var det dig selv
Barnet kender til smerten
Han har set det med egne øjne
Barnet kender forskellen på godt og ondt
Gør du?

Lang er vejen med en plaget sjæl
altid jagende efter krigeren med det brændte ydre
som har overlevet slag efter slag,
hvis historie, bliver genfortalt når blodet ikke sprøjter
ikke længere bundet af guderne for at tjene dem
for han er drevet af hævn til sidste åndedrag

Jeg kan ikke græde
jeg kan ikke lyve
ofte ønsker jeg blot at sige farvel
jeg er ikke en soldat
en helt.. kun i min egen verden
jeg er et monster...
eller...
det er hvad jeg er ved at blive...
mine følelser,
kontrollen,
alt syntes at fade ud
mit syn er sløret,
er dette min skæbne?
at have været en der altid hjalp andre
til en der end ikke kan hjælpe sig selv?
Hver gang jeg angre kommer det tættere på
tager mere og mere af mig
snart,
vil jeg falme væk...
ikke længere mig selv
ikke længere i lyset
ikke længere i stand til at se mig selv som en helt
jeg er blevet en dæmon
i mørket blandt skyggerne
Alene...

Jeg er en ensom bums.
Jeg er dit værste mareridt, men jeg er ligeglad.
Jeg har stor indsigt og visdom, så lad mig dele.
Jeg har set natten og jeg har set dagen.
Jeg har set lykke og jeg har set sorg.
Jeg har oplevet den raske og den sindssyge.
Når du tror du er fuldt ud klar over dette,
Lever du i virkligheden i en hvirvelvind.
Så når du ser mig på hjørnet
Så skænk mig en tanke.
Måske ser du verden gennem andet end dine egne øjne

Livet er overalt
Livet er inden i du og jeg for altid
Livet er vinden der blæser fra siden
Livet er vinter og sommer
Jeg er livet, du er livet, vi er livet
Jeg elsker livet og livet elsker mig
Livet og jeg leger under midnats solen
Livet og jeg leger
under morgen månen
Livet bringer mig mad når jeg trænger
Livet kysser mig godnat og møder mig med et smil
Livet er trist og ensomt
Livet er ondt og afstumpet
Livet er en sand ven og lyver aldrig
Jeg er livet, du er livet, vi er livet.

De blå stråler fra månen
gennemtrænger mit vindue
giver genskin i sneen
som dækker den frosne jord
Jeg løfter mit hoved fra puden
alene jeg er, ensom som månen
blandt tusinder af stjerner
hvor er du? dig jeg mangler
Min seng er tom ligeså mit liv....

Når alt går galt
og livet går trægt,
og ingen på mig tænker
alene jeg er.
Mine øjne jeg lukker
og mit hjerte jeg åbner,
du er englen jeg ser.
Jeg mærker dine vingers sus
bort mine bekymringer de blæser
og væk mine tårer
fra mit ansigt de tørrer
du er min engel til evig tid

Hun ved altid hvad der skal siges
Min engel sørger for lyse og gode dage
Hun får mine monstre til at forsvinde
Min engel elsker latter og leg

Min engel elsker mig betingelsesløst
Hun ved jeg elsker hende højt
Min engel og jeg er pot og pande
Hun ved vores kærlighed er sand

Hun elsker mine fjollede rim
Min engel elsker de lege vi leger
Hun smiler af alt jeg gør og siger
Min engel elsker mig hver dag

Min engel's "jeg elsker dig" er sande
Hun forstår mig og kender vejen
Min engel ved jeg fortæller sandheden
Hun græder når jeg siger "gift dig med mig"

Ville have skrevet et digt
men det gik ikke sligt
Mit hoved flyder med ord
Poet jeg er, dog ikke stor

I tankernes tusinde spind
sætninger, rim, hvirvles ind
Vil finde på noget
uden det lyder fjoget

Iagttager solnedgangen i det fjerne
Tanker, ord, følelser tumler i min hjerne
Kæmper med de indre dæmoner
skulle have været som de yndige anamoner

Gud, hvor irriterende
Tankerne er så insisterende
De kommer så spredt og vildtfarende
Ville gerne kunne, men føler mig døende

Står stille og ser livet
og alt der hører til,
ræse forbi som et tog
der glemmer at stoppe ved peronen.

Ville gerne kunne nå det hele,
men ser det hele lidt fra siden,
er man blot en simpel tilskuer
der ønsker at være en deltager?

Løber, løber alt hvad remmer kan holde
Når op til toget, springer på,
sådan, jeg er med, ha ha
jeg gjorde det sku', er med på ræset.

Huj hvor det går derud af,
Livet er fedt, nu ser jeg de andre,
Kigge længselsfuldt efter mit tog
Nu er det mig der ræser afsted.

Men hov, midt i farten jeg ser,
ser pludseligt at livet
og alt der hører til ræse forbi
som toget, ligesom før

Kan ikke finde nødbremsen
må stoppe toget, vil af
inden det er for sent,
hopper nu, nej, jo, jeg gør sku'

Tumler, ruller, vælter rundt
Rejser mig op, ser mig omkring
Sådan, jeg gjorde det, ha ha
Endelig, stod af ræset, var det i tide, eller?

Jeg vil leve livet, have det hele med
Elske, blive og være elsket,
deltage i livet, og alt det der hører med.
Nu, nu kan jeg stige af og på når jeg vil.

I dag, var græsset grønnere
I dag, var himlen ikke grå
I dag, var solen flot og skinnende
Ja, dagen blev ændret

I dag, menneskerne transformerede sig
I dag, var de ikke ubehøvlet
I dag, følte jeg mig elsket
Alt i dag, det er sandt.

I dag, jeg levede for i dag
I dag, var ikke for fremtidens skyld
I dag, var en dejlig dag
Ikke kedelig, eller brutal

I dag, grinede jeg i stilhed
I dag, fik mig ikke til at græde
I dag, blev alt mere klart
Men, i dag, fandt aldrig ud af hvorfor

Men i dag, hvis alt er forandret
Men i dag, hvis det ikke var en drøm
Ved ikke hvad der skete
Men i dag bliver til hverdag, ser det ud til

Gik forbi et dødt ansigt
Selvom personen var i live
Så mine egne øjne i spejlet
og græd af synet.
Jeg så en person jeg ikke kendte
og mødte en ven.
Fik hoveder til at vende sig
da jeg gik forbi.
Jeg lærte meget om mig selv
da jeg mistede en ny ven,
jeg græd alle mine tårer ud.
Når jeg tænkte på kærlighed
blev jeg hårdt ramt,
kom tilbage i ringen.
Besteg et bjerg og så
en ørn flyve hen over mit hoved.
Jeg hørte frygtelige ting om mig,
selv når ingen troede jeg lyttede.
Opdagede jeg var stærk,
når jeg ikke græd når jeg var såret.
Fandt ud af hvem jeg er,
når jeg var sammen med andre
Troede jeg var tabt for altid
da en ven fandt mig.
Jeg holdt et liv i mine hænder,
og det var mit eget.
Jeg var en brik I andres spil,
så jeg overgav mig.
Balancerede mellem at have lyst
til at leve og ikke have lyst.
jeg er stadig,
jeg er nogen,
Jeg er.

Uskyldighed, stjålet uden min tilladelse
Uskyldighed, væk uden min accept

Uskyldighed, tabt gennem andres planer
Uskyldighed, ej mere for en anden

Uskyldighed, skiftede til had og frygt
Uskyldighed, væk, ingen kan komme nær

Uskyldighed, taget fra en lille drengs hjerte
Uskyldighed, udskiftet med mistro og skepsis

Uskyldighed, forsvinder som dug for solen
Uskyldighed, fader ud mod dens vilje

Uskyldighed, tildækket, som en sky for månen
Uskyldighed, flået væk alt for tidligt

Jeg er faldet fra himlen
faldet på jorden
Jeg er englen af sorg
englen af håb
englen af fortabte drømme

Frygt mig ej
Jeg er her af en grund
grunden for at få en chance mere
en chance mere i livet

Livet blev jeg givet for en grund
De tog mine vinger
adskilte mig og gjorde mig menneskelig
Jeg var den faldne engel

Men denne faldne engel havde en chance i livet som blev givet
Denne engel vil ikke gentage fejltagelserne
Denne engel vil gå ad de rette stier som bliver givet
Denne engel ved hvad der skal til for at opnå tilgivelse

I den sidste mørke time
af natten.
Englene kommer for at elske os
og vække os.

Forrige nat
betragtede jeg en tåre,
langsomt banede den sig vej
hen over din smukke kind.

Den stoppede et øjeblik
på næsetippen,
som ville den drille mig,
få mig til at føle skam.

Skam for at have gjort dig ked,
til sidst gjorde den sig fri,
faldt til ro på din bløde pude
hvor tusinde af andre tåre er endt

Tårer som jeg ikke anede eksisterede
før nu.

Bare denne ene gang,
lyt til mig,
lyt til mit hjertes sang.
Fyldt med ord
som får mit hjerte til at brænde.

Som får mine ører til at lytte,
lytte til dine ord.
Ord som fylder mit hjerte, min krop
som forårs luften fylder min lunger.

Hvordan skal jeg kunne leve uden denne luft?

Mit hjerte, min kærlighed,
som den livsglade kronhjorts kalv
der gennem skoven springer
en tidlig forårs morgen i kåd leg.

For pludseligt at falde om
efter mødet med jægerens
iskolde stålprojektil
overraskende som et lyn fra en klar himmel.

Livet ebber ud, efterlader kun en tom skal,
uden gnist, uden sjæl.
Tom, forladt og kold,
Hvorfor, hvorfor mig?

Jeg elsker kærligheden, som sig deler
i kys og seng og brød

Den kærlighed som evigt kan vare,
eller som flygtigt kommer og går

Kærlighed som vil sætte dig fri
for at skulle genelske

Guddommeliggjort kærlighed som nærmer sig
Guddommeliggjort kærlighed som fjerner sig

Mine øjne skal ej mere fortrylles af dine,
min smerte skal ej forsødes ved din side.

Hvor end jeg går, vil jeg dit blik føre med mig
og hvor du går, vil du min sorg føre med dig

Jeg blev din, du min. Hvad mere?
Tilsammen vi udgjorde en kro på vejen, hvor kærligheden kom forbi.

Jeg blev din, du min. Du skal tilhøre den som tilhører dig,
den som høster, hvad jeg har sået i din have.

Jeg går min vej, jeg er sørgmodig, men det er jeg altid.
Jeg kommer fra dine arme og ved ikke hvor jeg skal hen.

Fra dit hjerte vinker et barn farvel til mig.
Og jeg siger barnet farvel

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender smerten

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender de kolde nætter

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender til ensomhed

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender ikke mit eget hjerte

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender ikke min egen sjæl

Hav tillid når jeg siger,
Jeg kender ikke mig selv

Føler så meget indeni
Hvad det er ved jeg ikke

Følelserne er overvældende
Min gråd er tåreløs
at udtrykke sig bliver ikke nemmere

Jeg ville gerne fortælle det til nogen
Men ingen forstod, ingen forstår
End ikke jeg

ku jeg bare skrive mit hjerte ud
og slippe mine følelser fri
ku jeg bare græde med hjertet
og lade tårerne løbe
havde jeg dog blot nogen
til at holde om mig, og sige - det er okay

Havde jeg dog bare......

Had, vrede, frustration
Hvordan overlever man?
Forvirring, misbehag, depression
Hvorfor være i live overhovedet?

Råberi, løberi, tuderi
Alle bander og svovler
Skrigen, græden, døende
Er der nogen der bekymre sig?

Alene jeg sidder og græder
Græder for de venner
jeg ønskede jeg havde
men som jeg aldrig vil se

De taler blødt til mig
Bekymringer i deres ansigter
Bekymre de sig virkelig?
Eller er deres omsorg værdiløs

Dante sagde engang, at syndere
ender dernede i dybet
hvor der er mørkt og varmt
Nede hvor Hades regerer

Men ved vi
hvor mennesket går hen,
efter de blevet ramt
ramt af ensomhed

Hvorfor blive her?
Når man kan få fred andetsteds
Ikke mere alene
Ikke mere bange

Lyset er mørket, de er en og samme,
deres sang er usunget.
Deres egen skæbne har de forseglet,
sårene de bære er aldrig helet

Alene de går, måske lidt som jeg.
Blindet af forvirring og frustration,
ser aldrig lyset før natten sætter ind.
Venter dagen hvor smerte er ej mere.

Sidder alene, tænker på minder,
minder som alle har glemt,
og på nutiden som opsluges af fortiden.
År, måneder, timer, sekunder flyver af sted,
fortrænger, prøver at fortrænge
minderne, billederne, glæden, sorgen,
og den satans smerte,
forbandede bløde hjerte.

Dit søde smil for mit indre blegner,
panisk jeg griber efter dit smil,
det eneste jeg har for mig selv.
Kæmper for at bibeholde minderne,
mine minder, som er brændt fast i mit indre
Slipper jeg nu glider du fra mig,
det vil jeg aldrig kunne bære,
at miste dig igen.

Livet kom til mig som foråret efter vinteren,
som solens stråler der rammer den lille blomst
en tidlig dugfrisk morgen i den tætte skov
den gang vi mødtes en forårs aften

Ej kan jeg glemme de følelser der ikke døde
da jeg mistede dig begyndte mit hjerte at bløde
nok vil jeg længes, nok vil jeg græde når jeg mindes
mindes de stunder vi havde, sammen, du og jeg

Tomt, øde, bart, nøgen og kold
Som et snefnug der daler og lander på mine læber
et unikum, dets lige findes ikke, du forsvandt
kommer aldrig tilbage, du er væk for altid

Der er koldt igen....

En lille blå tåre triller
i mit indre hjertes sind,
ikke salt, ikke våd.
Tørre er mine øjne,
de har grædt og grædt,
som øjne nu kan,
de kan ikke mere.

Igen er jeg alene
akkurat som før

Kærlighedens dør har jeg lukket,
kommer hun aldrig tilbage til mig
vil ingen min kærlighed få

for evigt min dør vil være lukket,
solen i min sjæl slukkes.

Jeg var blind, så blind
jeg undrer mig over hvorfor
jeg hende ikke blot lukkede ind
i mit hjerte, mit nu tomme hjerte

Et konstant slag foregår i mit hoved
interne konflikter hvor meget bliver ytret.

Kampen for domination mellem godt og ondt
følelsen af lykke kontra ked.

En slagmark hvor jeg er alene
omringet af omstrejfende engle og dæmoner.

Søgende efter en sejrsherre om hvem der har ret.
Englene synger og dæmonerne bider.

Der sidder jeg et sted i midten
et uskyldigt offer ser det ud til!

Når døden kommer, hvem kan så sige -
Gå væk, jeg er ikke hjemme.
for døden er som det endelige bank på døren,
vi møder ham alene.

Vågen

Sig mig, har du hørt om himlen?
Og ved de om du er der?
Denne verden er som en livmoder
evigt liv skal vi dele

En stilhed

Der er ingen pinsler og vrede her.
Jeg har ikke mere at sige,
i et fredfyldt sted
for døden har taget det hele

En gæst

Kommer han snart?
Ved jo at han kommer lige pludseligt
Ser egentlig frem til det,
kommer død, kommer fred

Hårde ord og voldsomme slag
skjulte hemmeligheder ingen kender
øjne der er åbne og knyttede næver
dybt nede er jeg forskruet og forbitret

Så mange tricks og løgne
for mange - når og hvorfor
ingne er specielle, ingen er velsignet
Jeg er bare mig, forskruet og forbitret

Sovende, vågen og kvæles af en drøm
Lytter højlydt til et stille skrig
kalder på mit sind, men det er ej tilstede
fortabt hinsides, forskruet og forbitret

På mine knæ, i live, men død
se, se det usynlige blod jeg har blødt
er her stadig men mit sind drifter
forvent ikke meget, forskruet og forbitret

Udbrændt, udkørt, tom og hul
i dag er igår's i morgen
solen døde, asken blæste mod fordums tid
jeg er her stadig, forskruet og forbitret

Troede jeg var fortabt
troede jeg var glemt
troede jeg var forstummet over tid

vil ikke være fortabt
vil ikke være glemt
vil ikke forstumme over tid

er livet med den lige vej uden sten og grus så farlig?
er livet med farver og modspil så forfærdelig?
er livet altid en leg?

Hvor er mine smukke brune øjne nu?
hvor er min smukke pige?
hvor er mit livs kærlighed?

Jeg havde engang kærligheden i hjertet
jeg havde engang alt
nu har jeg ingenting.

Jeg har brug for dig
har brug for at tale med dig
brug for at se dig

Har du det som jeg, så giv mig et tegn
Jeg ved du er der.
jeg ved hvad du føler, og vil ikke presse dig på nogen måde
svigt mig ikke, du ved mine følelser for dig er oprigtige.

I en verden med megen fortvivlelse,
I en verden med megen sorg,
og en verden fuld af smerte,
i en verden med misbrug.

ikke underligt man tvivler på livet,
ikke underligt man lever i tvivl,
såret og skuffet igen og igen,
aldrig at kunne være fri.

I en verden af sorg,
I en ensom verden,
jeg kan aldrig blive,
hvad jeg en gang var.

Jeg lever i min verden,
min verden af fortvivlelse,
en verden med frygt og angst,
I denne verden, vil jeg nogensinde blive fri?

Jeg falder længere ned i et bundløst hul,
der er ingen steder jeg kan hvile,
det er tid til overlevelsestesten.

Der er ingen steder at holde fast,
din hånd er væk, ingenting hjælper
jeg falder, det hjælper ikke at råbe hjælp.

Den har opslugt mig,
stenene der falder med mig slår hårdt,
de har ingen barmhjertighed.

Jeg falder ned i et bundløst hul,
det ender aldrig, fik aldrig sagt farvel,
er for evigt tabt, skulle have holdt mig væk.

Her er jeg, på kanten
Jeg kan ikke mere alene
Falder på mine knæ

Jeg giver op, undskyld
jeg er i vildrede
det er ingens skyld, kun min.

Hvem kan fjerne mine synder?
hvem kan sige det er ok?
Hvem vil?

Lang har vejen været.
Lang er vejen stadig
og kringlet.

Det er her jeg giver op,
her er jeg, ventende på tilgivelse
ventende på omfavnelse, fra dig

Undskyld

Her sidder jeg, lille og alene.
Følelserne roder rundt,
kan ikke klare dette mere.
Tårerne presser på, hvert minut, hvert sekund.

Mutters alene,
og alligevel aldrig alene.
Har altid nogen der er der for mig,
Men stadig kan jeg ikke kapere mere.

Er bange for at gøre alt forkert.
Snart er mit hjerte færdigt, brugt, slidt.
Og snart triller tårerne mere end nogensinde.
som en syndflod, på forhånd fortabt.

Når du lukker dine øjne, så sig mig, hvad ser du du?
Kom, tag min hånd og gå med mig.
Ned langs en lang mørk korridor, med tæt lukkede døre
Jeg vil åbne dem, kun for dig, i nat.

Lad os åbne dør nummer et,
Kig indenfor, forsøg ikke at løbe væk.
Dæmonerne jamre sig, skriger en efter en,
Kom bare ind, kom og vær med.

Mistillid, smerte, et rum fyldt med misbrug og sexuel overgreb,
men lad vær med at skrige, det nytter ikke noget.
Ingen kommer selvom du skriger,
bare lig helt stille, det er bare et mareridt

Er dette sikkert? dør nummer to,
der er en lille dreng, som ligner mig
Han har hans egene dæmoner og smerter,
dog dybt nede indvendigt, jeg ved han føler.

Dør nummer tre, hvor galt kan dette være?
Skulle have været et liv så frit,
og dog, flere dæmoner dukker op.
Skynd dig væk lille dreng, du er ikke velkommen her.

Dør nummer fire er stadig lukket, helt vandtæt, tør ikke.
Nummer fem er helt i mørke, og jeg kan ikke se,
ingne historie at fortælle, ikke endnu, for mig
hvem ved? måske bliver det dig.

Lad os lukke alle døre, vende om og gå.
Jeg har set alle dæmoner, følt deres kolde ånde.
Men de er her alle, i live og virkelige.
Måske er det på tide at fortælle præcis hvad jeg føler.

Dybt nede smertes jeg, og jeg er ikke stærk nok.
Hvad du gjorde ved mig var totalt forkert og ondskabsfuldt.
Jeg bygger min solide væg og skjuler min smerte,
men jeg er træt af dette spil, kan snart ikke mere.......

Der er så meget jeg gerne vil fortælle
og dette siger en del, jeg er på vej.
men hvad er formålet, det ændre ikke hvad der er sket.
kun for denne lille dreng

Så jeg tager hans lille hånd og leder vejen
til en bedre fremtid, til tryghed og varme
Han er voksen nu, med en fremtid
................... DØD

Er der nogen der vil hjælpe mig væk herfra?
Jeg søger efter noget der vil sætte mig fri
Et lys, en dør, en engels ansigt
men denne, min pinsel ophøre aldrig.

Jeg spejder mod stjernerne efter en ledetråd,
Men de er svøbt i uigennemtrængelig tåge.
Jeg drømmer om at lyset finder mig,
Men jeg er i stedet indhyllet i mørke.

Ingen stjerner, ingen regn, ingen engle vinger
jeg frygter jeg ikke har godt i vente,
Skyggerne hvisker, barberbladende synger mod mine håndled
Jeg er her stadig, med intet andet end smerte.

Efter du er væk,
hvordan kan jeg gå på job?
Hvem skal jeg ringe til?
tale med i den stille nat,
Efter du er væk.

Du er en del af mit liv,
et stykke af min identitet
På hvilken grund
skal jeg bygge mit slot?
Efter du er væk.

Tiden læger siger de,
Hvor længe?
Hvordan skal jeg spise
uden dig ved min side?
Efter du er væk.

Du er den eneste
der gjorde mig hel,
Intet håb, ingen drømme
kan fylde mine dage
Efter du er væk.

Jeg nåede aldrig at sige jeg virkelig elsker dig.
Du var væk inden jeg nåede så langt.
Det eneste jeg er sikker på er, jeg har brug for dig.
Dog er du væk, selv når jeg kigger efter dig

Jeg glemmer dig aldrig sagde du,
Hvordan kan jeg vide det når du ikke er her
Sikken kolossal tomhed jeg oplever,
ingne varme, ingen tårer, kun tynd kold luft

Til tider alene, jeg mærker dine arme omkring mig.
Og alt mit begær efter dig vælter ud i smerte,
minder om dig overvælder mig.
Jeg kan ikke tro jeg ikke får dig at se igen.

Jeg ved jeg ikke gjorde det så godt
på den korte tid vi havde
Men selv om jeg mistede min eneste drøm
er jeg stadig skør med dig.

Du var min første ægte kærlighed,
Jeg lavede mine fejl
Selv om jeg fejlagtigt valgte fra,
er jeg stadig skør med dig.

Hvor meget er min kærlighed
værd for dig lige nu?
Selv om andre sikkert har svaret,
er jeg stadig skør med dig.

Så hvad hvis du også var lidt skør,
som jeg?
Og ville prøve bare en gang til,
For jeg er stadig skør .... ja, du ved det allerede.

Ser du ikke? føler du ikke?
Jeg ønsker bare at dø
Lytter du ikke? Hører du ikke?
Min lydløse gråd

Kan du ikke vende? kan du ikke holde
mig tæt til dit hjerte?
Er du bange for hvad der følger
når først du får begyndt?

Vil du ikke hellere tro på
at jeg er så ulykkelig?
At al din fornuft og gode råd
er forgæves

Vil du hellere fortælle dig selv
Jeg er sikkert OK,
og al min angst
af sig selv forsvinder?

Ville jeg også kunne svømme over
denne flod alene?
Men hvis ikke du svømmer med mig
Tja, så ved jeg jeg vil drukne.

Noget må være galt med mig
med al den smerte indeni
altid sprængtfyldt med smerte
aldrig med stolthed

Noget må være galt med mig
hvis alt jeg kan er at græde
Jeg kan ikke stoppe denne smerte
alt jeg ønsker er at dø

Noget må være galt med mig
siden mine følelser løber løbsk
al den forvirring
får mig til at føle mig som et fortabt barn

Noget må være galt med mig
med alle disse forfærdelige følelser
altid der, aldrig væk
depression og fortvivlelse er deres følgesvende

Noget må være galt med mig
hvis ikke jeg kan stoppe disse tanker
alt de gør er,
at lave knuder i min mave

Noget er virkelig galt med mig
når jeg tænker, der kun en vej ud
lad smerten stoppe
er alt hvad mit hjerte skriger

Jeg svømmer helt alene i et hav fyldt med mørke
føler at mørket langsomt trækker mig ned
Jeg råber om hjælp, men der er ingen der hører noget.
Jeg begynder at se vandet i øjenhøjde
jeg træder vande, men intet hjælper.

Kæmper for at blive oven vande, fri af mørket
Men mørket vil ikke slippe sit tag
jeg begynder sagte at give efter
til de følelser der ligge under overfladen
vandet fylder mine lunger

De lunger der førhen rummede så meget liv
nu lader de sig overrumple og erstatte
jeg ved denne sti ikke føre til lykke
hvorfor er der ingen der griber min hånd
trækker mig op, væk fra mørkets greb

er det fordi ingen ved hvor jeg er?
på grænse mellem lyset og mørket
så jeg giver efter til det ukendte der trækker
al min styrke og al mit mod jeg før besad i hjertet
kan ikke redde mig fra vandets mørke.

så jeg glider langsomt ned i en verden af bevidstløshed
uviden om mørkets indhold
gider ikke kæmpe imod mere
Kan ikke uden hjælp,
jeg kapitulere, til mørket......

Jeg får ofte en sjov følelse
den kommer dybt indefra.
Jeg bliver forvirret og ked,
får lyst til at gemme mig.

Min læge siger jeg er deprimeret,
ingne andre forstår mig.
Men mine tanker og følelser,
vil ingen nogensinde kunne se.

Nogen siger jeg er tosset,
Nogen siger jeg er fjollet
Det er som om jeg er en anden person,
og den gamle jeg forsvundet.

Jeg bliver meget fjern
lysten til at eksistere bliver mindre
så kommer hovedpinen
efterfulgt af dyb sørgmodighed

Ønsker jeg kunne få hjælp
ønsker det ville forsvinde,
ved ikke hvor jeg skal søge
Måske en dag, hvorfor mig?

I efterårets vold
levende blade dør og falder bort
Hvis jeg formåede at bevare dem
da ville jeg stadig kunne være hendes
holde træet grønt, levende og stærkt

Vores forhold skulle være som træet
Stort, stærkt med en kæmpe krone
men grobunden var ikke egnet
til de forskellige arter af rødder
Vinteren kom og træet døde

Jeg har intet på hjertet,
intet at huske,
Intet at glemme,
intet at fortryde.

Jeg er helt bundet op indvendigt,
ingne ved rigtigt hvad jeg indeholder
og jeg ved hvad jeg før udadtil besad,
ej besidder mere.

Jeg har hørt der findes folk som jeg
men har aldrig taget kontakt til dem.
Jeg har set dem på min vej mod frihed
men de er gået i den forkerte retning

Der er ingen grund til at vende om
for alle veje fører tilbage til hvor jeg er.
jeg mener at have vandret på dem alle
uanset hvad jeg havde planlagt

Kan du erindre hvem jeg er?
kan du finde min smerte? kan du lindre den?
så læg dine hænder på mig og fjern smerten,
og jag bort mørket i min sjæl
Kun du kan oplyse min vej
kun du kan gøre mig hel igen

Farven på jordbærret
falmer skyndsomt væk
uden grund og varsel.
Denne, min aldrene krops styrke og
efterårs regnen, falder uophørligt
I takt med livets rytme
der er ligeså vilkårlig som mit hjerte.

Der var nattergale i nattens træer i det svage månelys
da jeg drog ud og ledte efter kærlighed den nat.
En ugle kurrede i det fjerne,
en klokkeblomst ringede en gang for det nyfødte barn,
en gang for døden af kærlighed den nat,
for mig er der kun tilbage at være skygge blandt skygger.

Ensomhed er som mørket, en uendelig sort nat.
Selvom mørket ej forsvinder,
falder du aldrig rigtigt i søvn.
Ensomheden igangsætter en frygt

Og ulig andre mareridt du har, vil opvågning ikke fjerne det.
For mørket er for stærkt til at tillade hvile.
Det transformere minder til spøgelser og drømme til ånder,
for svage til at huske, og for vigtige til at glemme.

Farveblind jeg er,
Ibenholt hvid og tjære sort.
træk mig ud indefra
Klar jeg er, klar jeg er.

Klædt i skind jeg er,
Ingen kommer ind.
Træk mig ud indefra
Klar jeg er, klar jeg er.

Sammenfoldet jeg er,
Udfoldet og udfoldelig klar.
Træk mig ud indefra
Klar jeg er, klar jeg er.

Kom søde søvn, syng for mig
Syng mig i søvn
Dyb dyb søvn, dyb dyb søvn
Syng mig i søvn

Bring mig til landet med elve og fe'er
I snehvide skyer med slotte
Basker med vingerne, basker med vingerne
De løfter mig op til sig

Tag mig med til mælkevejen
lad mig lege med den glitrende måne
Glitrende måne, glitrende måne
han vil give mig en sølvske

Tag mig med til landet med gnomer og småfolk
I deres søde små små huse
legende og syngende, legende og syngende
syng for mig, syng mig i søvn.

Foran min seng månens lys skinner
kunne det være frosten der giver genskin?
jeg løfter mit hoved, ser på den klare måne
liger mig igen og tænker, hvad er jeg og hvorfor?

Selve nattens himmel
man kommer til at værdsætte og elske,
når jeg stirre på den,
stirre på en af dens skyer
ville jeg ønske jeg kunne glide bort i natten.

Ensomheden kan være hård,
som månen blandt tusinde stjerner
dog stadig alene, fortvivlet,
uden mage, uvis fremtid,
kold og langt væk.
Savner tosomheden,
du og jeg, os,
blandt stjernerne.

Mit hoved er fuldt af tusind tanker
Tanker om ensomhed og angst
Tanker om håb og kærlighed
Tanker om livet
Tanker om døden
Fornuftens træ skyder vanvidsblomster
Og følelser af lykke og sorg
Angst og tryghed dukker frem
af halvglemte erindringer
Til sidst er ringen sluttet
Og de tusind tanker samlet
I en kaotisk enhed
Et puslespil der er en smule skævt
Men det ligner noget
Det ligner - Mit liv

I det åbne øje i en verden hvor ordene ikke vil overleve.
At sige dem er som at forsvinde
som blade der brænder i en frostklar november nat,
her fortæres den ærlige tale.

Jeg vil lukke mine øjne,
igennem ørnens øje idet den passere hen over mig, vil jeg se mig selv, efterlade mig selv.
I luftens spejl vil kærlighedens øje ikke møde andet end ordet der døde.
Vi bliver som de døde blot i et andet liv end vores eget.

Jeg har grædt alles tårer
Forbandet være
Brudte løfter om kærlighed
Fantom smerter i hjertet
Der ej er mere.
De små skridt jeg tager
Er som langstrakte bjerge
I den blodrøde horisont.
Der langsomt omhylles
Af et uigennemtrængelig mørke.
Håbløshed, blandet med et stænk
Af den modløshed der smerter i knæene
Som man presses i.
Dystert, fortvivlet og forbitret
er håbet om tosomhed.

The clock is ticking by faster
I'm afraid my time is up

Please do not shed tears for me,
I'm away from the pain
It was gone when I closed my eyes

If I were to die today?
Would anyone care?
Would the woman I love so dearly
Feel my kisses blowing on the air?

If I were to die today?
Would anyone see?
My lovely children's faces
As someone tells them I'm no longer here?

If I were to die today?
Would anyone notice?
Would my friends say,
Oh no, this do not feel real?

If I were to die today?
My last words would be
Do not worry about me
Because now I'm free

Afgrunden
Lytter til melankolske sange hele natten
Gi mig en grund til at stoppe op og slås
Sig ikke jeg er blind for lyset
Det er blot forsvundet fra mine øjne
Giv mig en grund til ikke at græde
Jeg mister min forstand i dette liv
Sig ikke du elsker mig, tror ikke på det
Har du siddet i skyggerne og ventet forgæves?
Har du adspurgt tiden hvor længe du skal vente?
Jeg kan ikke høre dig, for stormen i mig raser
Lyn og torden hamre i mit hjerte,
Er klar til at vågne og flygte fra virkeligheden,
Sig ikke du forstår,
Sig ikke du føler min smerte.
Jeg er den der sidder tilbage med tårer,
Mens du står stolt og rank

Dens eksistens bider I min sjæl som vinterfrost
Og de gode dage syntes sjældnere
Fra livet, er der ingen udvej
End ikke i døden.
For døden er ikke døden,
Disse gnister af evig viden om sjælen
Er i nuet nok,
For et knust hjerte i livets kalejdoskop

Ofte
Jeg ønsker et frø at være
Falde i den frugtbare muld

Disse er alt jeg har-
Fejlfri, skinnende og fuldstændige!

Når jeg bedes om at ofre
Hvad for mig er mest værdifuldt
Er disse alt jeg har tilbage

Du så blomsterne fra et smukt træ i flor
Og dets frugt

Dit fravær fornyer mine tårer...

Min sjæl er forurenet af gerninger der ikke kan tilbagekaldes af nogen dødlige,
I mit hjertes have er alle roser duftløse, sorte og fyldt med torne, ej værd at plukke eller beskue.
Minder og ansigter hamre ubarmhjertig mod min sjæl og samvittighed med gebommerlig intesitivitet.
Sidder på mine knæ, som føles som tusinde små knuste porcelænskopper
Søgende efter ufortjent tilgivelse på det kolde stengulv under den østvendte skude, Sankt Peders skib
I håb om, at også jeg en dag kommer frem i god behold og igen kan besidde uskyldens barnlige sjæl...

Ingen ved det er tomt,
smilet på mine læber.
Det ægte smil blev efterladt i fortiden,
fordi jeg forlod dig der...

Ingen ved jeg græder,
de vil ikke se mine tårer,
når de ser mig grine,
ville ønske du var hos mig...

Ingen ved hvor pinefuld det er,
de tror jeg er stærk.
De siger jeg ikke dør af det,
tænker tit de tager fejl...

Ingen ved jeg savner dig,
de tror jeg er videre og fri.
Men jeg føler mig bundet,
fanget i savnens mysterie...

Ingen ved jeg har brug for dig,
de tror jeg kan alt selv.
Men de ved ikke jeg græder,
I al ensomhed i mørket...

(Af Goy Wiblemo ©)

Selv i søvnen mærker jeg,
at smerten som ikke glemmer,
er som dråber der falder,
en efter en
på mit skrøbelige hjerte,
og vander dine kærligheds rødder,
som har gennemboret mit hjerte.
Og derud af,
strømmer livets smukke blomster,
og farvelægger min triste og grå sjæl igen.
Kun du får mit hjerte til at smile.

Sidst jeg drak af mit glas,
så jeg i kantens reflektion dit spejlbillede,
hvor du gik fra mig uden et ord.
Mit spejlbillede er nu tomt,
mit lydunivers runger af stilhed,
som en lydløs radio på fuld styrke.
febrilsk leder jeg efter lyd og billede,
uden held af nogen art...

Af Goy Wiblemo ©

At blive kysset af et brændende måneskær,
Og kærtegnet af stjernernes blide strøg.
Omhyldet af det stille mørke.
Dansende fra Jupiter til årvågne Mars.

At blive fundet af lysende skær fra Månen,
Og elsket under de mørke skyer.
Lad mig blive glemt af solen,
Den har aldrig følt min gråd.

Der er noget helt specielt ved måneskin,
Som om det kun eksisterer for mig,
For uanset hvor besværligt og mørkt livet er,
Så er Månen min trofaste følgesvend

Dagslyset fader stille ud,
og mine tårer er på vej.
Mørket, er min eneste ven nu,
mens mit hjerte er såret.
Ku du blot føle min hjertesorg,
ville du kunne forstå, det at elske dig, var det rigtige at gøre.
Her i mørket ser jeg tydeligt dit ansigt,
det er skinnende og stråler tydeligt,
meget ulig tusmørket i natten.
Jeg mindes at age din bløde kind,
dufte din søvndrukne krop og kysse dit smil.
Ak, alt fortaber sig i ensomhedens ubændige mørke.

I ensomhedens stille nat,
hvor hjertet hvisker, så blidt.
Skygger danser, en melankolsk
ballet,
en sjæl, der savner, som er splittet.

I stilhedens dybe favn,
hvor ordene forstummer sig.
Ensomheden som et sår, et savn,
et hjerte, der slår så kort.

Gennem ensomhedens tåge,
rækker jeg ud, men finder dig
ej.
En stille længsel, en klagesang,
en ensom sjæl, et liv I fortvivlelse.

I ensomhedens stund, et spejl,
ser jeg mig selv, en ensom vandring.
måske i mørket, et spinkelt håb, et smil,
ensomhedens længsel, vil sikkert forsvinde.

Så lad os mødes, du og jeg,
i fællesskabets varme skær.
For ensomheden kan miste sin magt,
når to sjæle deler den tunge byrde.

Goy Wiblemo © 2023

I skyggerne af barndommens land,
hvor mørket herskede, og lyset forsvandt.
En dreng, nu en mand, med ar på sin sjæl,
fra voldens greb og misbrugets kvæl.

Håb blev knust som glas mod sten,
hver drøm forsvandt, hver glæde forsvandt hen.
Skuffelser stablet som bøger på rad,
i et liv, hvor smerten var den eneste stad.

Men i hjertet, dybt begravet og gemt,
et lys, en gnist, der aldrig blev glemt.
For selv i mørket, hvor alt synes tabt,
kan styrken findes, og håbet genopstå brat.

Goy Wiblemo © 2024

I skyggerne dyb, hvor solen ikke når.
Sidder en dreng og hans øjne de tåres.
Ensom og stille, han sukker og græder,
mens mørket, om ham sin favn udstrækker.

Goy Wiblemo © 2024

I nattens dybe, stille stund,
En rastløs sjæl i sengens bund,
Øjnene åbne, tankerne flyver,
Søvnens evne, den forsvinder.

Som en spøgelsesdans i månens skær,
Tanker hvirvler, bekymringer svæver,
Fortidens skygger, fremtidens uvished,
I nattens mørke, de bringer urolighed.

Tiden tikker, minut for minut,
Søvnens flugt, en dyb frustration,
Kroppen er træt, men sindet vågent og vagtsomt,
Fanget i et evighedslangt øjeblik.

Måneskinnet kaster flimrende skygger,
På væggen de danser, mørke og tyngende,
Stilheden brudt af et hjertes slag,
I nattens ensomhed, en ensom sang.

Længsel efter ro, en dyb og stille stund,
Søvnens gave, en forsvunden stund,
Men tankerne kværner, og drømmene flygter,
Insomniaens dans, en ubarmhjertig tugter.

Men måske i nattens dybe stund,
Når tankerne stilner, og roen kommer rundt,
Kan søvnen omsider finde vej,
og bringe fred til min rastløse sjæl.

Goy Wiblemo © 2023

Jeg beder efter mørket
Omsvøbt af splittet lys
I perfekt stilhed
Stilhed som healer
Uanset hvem
Stilhed som synger gennem hver pulsåre
I hver en krop
Stilhed som bringer
Søgeren mod hans mål
Stilheden som fjerner
Kronen af torne i hans søgen efter
Skjoldet af ære
Mod læbernes længten,
Efter passionen om en frugtbar jord
Som ulvens hylen mod månen
Beder jeg mod mørket
Om hjælp mod det usete
Det der ikke kan ses
Men kun føles
efterfulgt af en grådkvalt rallen....

A match lights up in outer space
Briefly illuminates a face
Hands meet in the darkness
Touches slightly before they stiffens
Words exchanges
A few reaches an ear
For a while to be remembered
Life is short measured horizontal
Indefinitely measured vertically
Quivering fibers in the muscles of Death
Hurry up with the kisses
Before it hits the skeleton
Soon you are nobody
All you have left is you lips
And a box of matches
In the cold darkness

A genuin shining star
never fades
she said

And lifted my sad face
up close to mine
gently with her finger
she's always been able
to see the fire in my heart
then I wake up
in the silence of the night
my empty room
is filled to the brim
with loneliness and
sillent crying
as loud as thunder
in the silince
of the velvet night
alone I lie in the imprint
of a man who never was,

A genuin shining star
never fades
she said

Løbe, løbe langt væk herfra,
flygte fra gårsdagens drømme.
Skynder mig afsted for at glemme,
ting du aldrig vil vide.

Dør, dør dybt indvendigt,
finde mig et sted at gemme mig.
Indhent mig, ikke løbe mere
fra virkeligheden.

Stopper, stopper helt op
Lad mig græde i fred.
Finder en måde at sige,
farvel til gamle minder.

Violinen druknede, stemmerne blev kvalt.
Mareridtet invadere forstanden, forklædt som frygt.
Må gemme mig og sove,
selv i mørket, ser jeg os begge græde

Har brugt det meste af mit liv på at ønske,
ønske mig dit, ønske mig dat.
Ønske mig nogen, og ønske mig ingen.
Ønske ensomheden måtte ende,
Mit største ønske er dog igen, at føle kærligheden fra en hjertevarm kvinde

Mennesker passere min sjæls øje, de er nu for evigt væk.
Minder om venner og elskerinder, så dyrebare for mig!
De tog mine vinger med hvert eneste smil.
Ønsker ikke at forlade dette sted,
Nu er jeg på Ønske Øen for altid.
Perfekt uperfekt beskriver mig,
Alt imens helt korrekt ville være, ufuldstændig.
Situationer udspiller sig, og jeg er i et med himlen.
Moder Jord guider mig i min færd, jeg rejser i blinde og føler livet kører baglæns.
Har ikke brug for grimme ord, ingen grund til at råbe.
Jeg kan høre, selv føle kan jeg, men kan ikke juble.
Déja vu igen og igen, spiller ingen rolle for mig.
Hekse bryg, helene trylledrike, der er ingen løsning for mit ønskefulde hjerte.
Lad mig alene med mine drømme.

Jeg glider stille væk,
Er du mon hjemme denne aften?
Ønsker du mere tid væk fra mig?
Efterlader du mig igen?
Det er en stille morgen,
Morgensolen blidt kysser mit ansigt,
Udenfor synger fuglene,
Som var det deres sidste strofer.
Knus du blot mit hjerte igen?

Så gå blot videre,
knus bare mit sarte hjerte igen,
jeg undres stadig over,
hvorfor jeg åbnede mit hjerte igen

Jeg er sikker på du har travlt nu,
hvorfor ellers ignorere mig?
Eller mangler du plads?
Er jeg ikke nok mere?
Har dit sind ændret sig?
hjælp mig til at forstå,
Du ved, jeg ikke kan leve uden dig,
ønsker ikke ikke ensomheden,
Kun tosomheden.

Så gå blot videre,
knus bare mit sarte hjerte igen,
jeg undres stadig over,
hvorfor jeg åbnede mit hjerte igen

Er du, definitionen af sindssyge?
Eller er jeg?
Åh, det må være skønt,
at elske en,
der ikke lader dig knække.
Vil du fortælle, hvis du finder den dybere mening?
Jeg ved det ikke er sandt,
når du siger "jeg er ok"
Eller "det skal nok blive godt"

Så gå blot videre,
knus bare mit sarte hjerte igen,
jeg undres stadig over,
hvorfor jeg åbnede mit hjerte igen,

Du var den eneste ene,
men du kan kun sige farvel,
Du kyssede mig et årti senere
Duftende af samme parfume,
samme sørgmodige mandelsformede øjne.
Gentagende gange forlod du mig,
Hver eneste gang,
tog du en del af mit hjerte,
Uden jeg kunne kæmpe imod.

Så gå blot videre,
knus bare mit sarte hjerte igen,
jeg undres stadig over,
hvorfor jeg åbnede mit hjerte igen,

Goy Wiblemo © 2023

Lad ikke solen finde dig græde
Det er nattens opgave.
I nat dit hjerte føles knust
Dagen efter kommer morgenlyset
Lad ikke solen finde dig græde.

I nattens timer skyggerne forsvinder
Sammen tørre de alle dine tårer
Dine morgener bringer glæde
Til både store som små drenge og piger
Lad ikke solen finde dig græde.

At græde er ikke dårligt
Men stop med at græde når fuglene synger
Det gør ondt at opdage man er blevet forladt for en anden
Det er et tilbagevendende kærlighedsspil
Lad ikke solen finde dig græde.

Smilet fejer al nattens bekymringer bort
Som dug opløses af solen
bløde og varme kærtegn omfavner hjertet
Så fyldes vi af glæde og fortrøstningsfuld energi
Lad ikke solen finde dig græde.

Når natten kommer,
Og skyggerne kalder mit navn
vågner jeg døsigt fra drømmen.
Når natten kommer,
sover de uskyldige trygt
mens deres hemmeligheder bevares.
Når natten kommer,
bliver løfter gladeligt givet
mens tillid forrådes i månens skær.
Når natten kommer,
bliver dæmonerne befriet
og mistillidens pris betales.
Når natten kommer,
længes jeg desparat efter
kærlighedens uforpligtende tillid.

I snestormens kolde hvirvler,
en verden syntes at forsvinde.
Stilhed og kulde, hvor intet svar findes.
Fanget i naturens frosne favn,
Hjerter der banker, i vinterens savn.

Blændet af snefnug, dansende og fri,
Et eventyr af iskrystaller, som en ballet på skøjter.
Fodspor forsvinder, sporløst og vildt,
Mennesket og naturen, sammen forpint,
Dog aldrig alene, blandt tusindvis af snefnug.

Drømmende om varmere dage,
Mens snedriver synger deres iskolde klage.
Fanget i snestormens fortryllende døs,
En vinterfortælling, hvor tid står stille,
Man lader sig henføre til fordums tid.

Goy Wiblemo © 2023

Ganske tomhændet,
entréerede Jeg alene denne verden,
barfodet skal jeg forlade den.
Min kommen og gående -
To enkle forekomster,
som blev forbundne, endte så brat.

Goy Wiblemo © 2023

Siden begyndelsen af tid,
har kun Døden kendskab til evig fred.
Livet er intet andet end,
blot smeltende snekrystaller.

Goy Wiblemo © 2023

Efterårsblade,
en stille kærlighedsro
uden et farvel.

Goy Wiblemo © 2025

Tidligt jeg vågnede
med hjertesorg
Duggen falder
Over Nørrebro
Her er ingen fugle kvider
Som en sommer aften
Roserne dufter ej mere
Som tidligere, tungt og sødt
Mørke træer på kold bund
I det fjerne sirenen lyder
Tiden sagtner sin gang
Snart jeg stille står
I sommers gik du nær
En hvid jasmin
Dens duft sig blandede med din
Vinternattens skumring,
Så tyst, så ømt
En sådan lykke min sjæl
Ofte har drømt
Drømme i digte i ensomhed
Tårerne ad kinden ned rinder
Salt og våd
Ak hvor følsomt en vinterdag
Dulmer hjertet med latter og smil
Gode venner og tosomhed
Venter hengivent på kærlighed….

Han sidder hver dag i sin kørestol
Han kan kun tænke med sit sind
Han har en bog i sit hoved og ordene presser på

Han har en verden i sin fantasi fuld af liv
Han har en stemme i sit ensomme hjerte
Han har en drøm i sin fortabte sjæl
Han dikterer sin bog med sit årvågne øje
Han rejser rundt i hans verden med sin fantasi
Han synger med sin stemme fra hans hjerte
Han lever i drømmen med sin sjæl
Han er ikke fanget i sin krop
Han er fri i sin ånd og sjæl
Han er begrænset af sin sygdom
Han er udfordret af sit liv
Han er manden i kørestolen
Han er forfatteren, eventyreren, sangeren, drømmeren
Han er et menneske, et mirakel, et mesterværk
Han er en inspiration, en lektion, en gave
Han er sin egen, han er fri
Han er mig……

Goy Wiblemo © 2023

Sammen er vi ustoppelige,
Som en hest og dens jockey,
Vi kører foran et publikum.

Sammen er vi hele,
Adskilt er vi ubrugelige,
hjælpeløs og stationær.

Men sammen er vi et enkelt bånd,
frie og kraftfulde,
ingne kan stoppe os.

De kan frit pege og grine,
de taler bag hænderne, spøger på vores bekostning,
men det gør ikke noget, fordi vi er frie.

Frie til at efterlade dem langt tilbage,
tilbage i deres uvidenhed og had,
mens vi kører videre.

Mod en bedre fremtid hvor alle er frie,
Ikke bundet mod vores vilje,
Min kørestol og jeg.

Goy Wiblemo © 2023

Han sidder ensom, undrende,
tænker for sig selv alene,
hvor hans liv dog blev af?
ikke sjovt at blive gammel.
Havde så mange venner,
som han sad og drak vin med,
pralende af kærlighed,
blev mange hemmeligheder sagte fortalt.

For at sidde ved denne bænk,
mindes deres tanker, gør ondt i sjælen.
Kan en kørestol erstatte disse, mine ben?
Jeg spekulerer på, hvad går gennem hans hoved,
af finurlige visdoms tanker?
Venskabets latter, ærligt og sandt,
At sætte verden i orden,
hjælpe med at finde den eftertragtede ro.

En krone for dine tanker,
Hvad er så foruroligende,
at dit lyse sind nu formørkes?
Husk, du ikke er alene, jeg er lige her,
løft øjnene, fat mod og kig op.
Se himlen ovenfor, uendelig blå.
Smil til dine venner, som ser med,
med empatisk kærlighed.

Goy Wiblemo © 2023

Længes væk...

Længes væk,
Væk fra stemmerne og larmen,
Væk fra det uendelige roderi,
af vasketøj og opvask.
Væk fra ansvar og regler,
som begrænser mit liv.

Længes væk,
Væk fra stirrende øjne og upassende kommentarer,
Væk fra dem der er alt ødelæggende.

Længes væk,
Væk fra de skeptiske blikke og negativ sprogbrug som driver mig til vanvid.

Længes væk,
Væk fra spejlet,
det forbandede spejl;
Væk fra de trætte øjne,
som dømmer mig mere end andre,
Væk fra den fremmede
der fortsætter med at stirre tilbage på
mig.

Hvor jeg dog længes væk...

Der var en gang...
for længe siden...
Da hver solopgang medbragte...
en solfyldt dag...
Mens det kærtegnede...
Din smukke bløde hud...

Men nu...
da morgen lyset skinner ind...
forstyrre det kun...
Mens dagen fyldtes...
med mørke grædende skyer...

Jeg plejede altid at takke den almægtige...
hver gang jeg vågnede...
For livet, kærligheden og latter...
Og dit vindende smil som overrisler mig...
Som en gylden fjer...

Nu beder jeg til alle stjernerne...
Om at skinne i din retning...
Da jeg ikke kan være hos dig...
For du har andre...
til at tælle de faldne stjerner...
Det vil aldrig blive mig igen...

Må din daglige pause...
Blive en glædelig pause...
Lyttende til syngende fugle...
Jeg er i et land langt langt herfra...
Håbløst jeg holder mit vejr...
Vil vi hører nogen musikalsk harmoni... ?
Med denne afstand mellem os...?

Vil ønske morgenstunden aldrig kom...
Og vækkede mig, mens jeg er fortabt I tid...
Mens dit smil er alt jeg har i mine drømme...
Håber jeg jeg aldrig vågner...
Håber uglen våger over dig mens du sover...
Under varme vinger fra englene...

Kunne jeg bare blive i drømmeland...
I det mindste forestille mig det...
I de tusinde nætter...
Hvor du tænker på mig...
Nattetiden er min lykkeligste tid...
Da vi er sammen i mine drømme...

Jeg håber stadig, at en dag...
Vækkes jeg af den gyldne fjer...
Liggende med dig ved min side...
Vil jeg undre, om morgengry virkelig kommer...
Du ser på mig, og pludselig er jeg i live...
Det er måske kun en drøm, men den føles ægte...

Vil kun ønske jeg forblev i drømmen...
Med mange gyldende fjer omkring mig...
Dit vindende smil ser mig sove...
Jeg ved jeg møder dig, i mine drømme...
Og solopgangen vil bringe...
En lysfuld dag igen...
Hvor syngende fugle velkommer morgenen...

Da ved jeg...
Jeg elsker dig ikke kun i drømmende...
Jeg elsker hvert sekund af dagen...
Og vil gøre det for evigt...
Til jeg er fortabt i tid som i min drøm...

Mørket bringer skyggerne,
af steder jeg har besøgt.
Minderne lurer hemmelighedsfuldt i krogene.
I vinden rasler hviskende stemmer,
ofte de mig hjemsøger.
Aldrig opgivende,
kæmpende forbi stjernelyset.
Svar efterladt alene,
Blindt søgende gennem natten.
Efter nogen at holde tæt,
Kun for at finde tåger af damp,
Strømmede ned som tårer.
Skyggerne lytter aldrig,
til det første morgenlys.
istedet følger jeg solopgangen,
Dybt ind i mit sind.
Ad kringlede farefyldte veje,
Finder jeg min ensomme sjæl.

Jeg er vågen, og dog halvt sovende.
Mit liv fik en uventet drejning end tænkt.
Alt jeg troede på, var ej som forventet.
Min sjæl er udstrukket, mine knogler bøjet,
intet giver mening mere
Min stemme fortaber sig i den tynde luft,
råber, men ikke et ord høres.
Mine tårer falder som en fontæne, dog er jorden tør som en ørken
Hun sagde hun elskede mig, de sagde de aldrig ville forlade mig.
Vidste det ej sandt, selvom jeg håbede
det var.

Mørklilla stormfulde skyer,
blæser i den turbolente vind.
Indeholder ikke nok byger,
til at udviske smerten i dit sind.
Stoppede du nogensinde op,
og virkelig lyttede, til hvad skyerne fortalte,
da regndråberne silede endeløst ned
over denne jord?
Måske de havde en sorgfyldt dag?
Og blot manglede et lyttende øre.

I den iskolde vinternat,
Hvisker selv stjernerne tyst til hinanden.
Ramt af det kolde blå månelys, bevæges de af musikken.

Fra et glas mellem lygtepælenes skær
Drak jeg alene, der var ingen med mig,
Indtil jeg bad månen om at hente min skygge
Så vi kunne blive tre.
Dog var månen ikke i stand til at drikke
Og min skygge fulgte mig langsomt
For en stund havde jeg disse venner til at
Få mit numør i top i denne kolde december nat
Jeg nynnede lidt og månen opmuntrede mig.
Jeg dansede lidt, min skygge tumlede efter,
Så længe jeg sansede var vi et og samme,
Så blev jeg beruset og vi mistede hinanden.
Er vi egentlig ikke altid alene?
Jeg spejdede efter strømmen af stjerner
Fandt dem hver og en, og alligevel ingen.
Hvor er du min engel, min sjæleven min et og alt?????

I nat mærkede jeg en engel's kærlighed
Ikke siden den gang, hvor alt gik galt
Da skylden og skammen regerede,
Englen befriede mig gennem mine tåre.

Jeg åbnede mit hjerte for ham og bekendte
Lod ham komme ind uden forbehold
Englen mødte mig med smil og omfavnelse
og hviskede "det er længe siden."

Han sagde "alt bliver godt igen,
du skal ikke græde dig i søvn mere,
Alle de gange du frygt og angst følte,
Var jeg lige her, har altid været her."

Han sagde "jeg har elsket dig siden begyndelsen af for evigt,
Min kærlighed til dig er utømmelig,
Aldrig vil du være alene,
Blot luk dine øjne, og kom til mig i dine drømme."

Duften af blomster
Spredes kun i retning
Af vinden som blæser
I nuet
Duften af en poet
Spredes i alle retninger
Og varer for evigt
Intet bjerg kan stoppe,
Duften af poeten
Som er fuld at visdom
og fremsynethed om et bedre i morgen
Duften af en poet
Forbliver i live for evigt

Dette vores liv ville ikke give dig kvaler
Hvis du tænkte på det som
Et blomstrende kirsebærtræ
Som blomstrer og afblomstrer på én dag

Livet er skrøbeligt
Ej som Atlantis's gader
brolagt med det pureste guld og forsvundet
sunket i sjælens hav af tårer.
Dybt begravet ligger sjælens skattekammere
forsvunden for evig tid

Kun de udvalgte få finder sjælens skattekammere
De med åbent og rent sind skal leve,
leve i rigdom og glæde, hjertes og sjælens glæde.
Lad englene vise os vej til kærlighedens Nirvana,
frygt ej hvad hinsides ligger
men omfavn det betingelsesløst.

Håb er mit sinds hemlige frygt
Håb er mit hjertes hellige mod
Håb er mit livs udfordrene erfaring
Håb er min sjæls oplyste succes
Og altafgørende process
Håb er min kærligheds opstigende perfektion
Og min skabers gennemgående tilfredshed

De ny udsprungende bøgeblade
Så bløde som min elskedes bryster
Bølgende i forårsbrisen som hendes
Vuggende og æggende skønne bagdel
Betagende de er at betragte
og fylder mit hjerte med begær
efter hende, den uopnåelige skønhed
den ultimative soulmate.

Hun våger altid over mig
jeg føler dit nærvær
Du lytter altid til mig
og guider mig trygt
gennem mine smertens vegne,
en helt igennem speciel engel,
og gud har valgt dig, kun til mig

Go'nat du gamle måne,
min tro følgesvend gennem natten.
Uden dig alene jeg er
kun akkompagneret af de evige mareridt
som mig ofte følger,
lys for mig til daggryet kommer
så jeg ej alene er igen

Det bedste digt du nogensinde har læst
Er ikke nødvendigvis af Benny Andersen
eller Keats for den sags skyld
eller Edgar Allan Poe
Det er sikkert ikke blandt de
mest støvede bøger på hylden
Det bedste digt du nogensinde har læst
kan netop være skrevet af dig.

Skrev du nogensinde et digt?
som fik dig til at sukke blidt
Eller var der ingen reaktion
Fik dig til at græde bitre tårer
er der et der rammer plet?
som fik dig til at tro
tro på at du kan, virkelig kan
det er ikke kun de andre

Dette digt som jeg nu skriver,
er ikke det bedste nogensinde skrevet
men få digte kan for mig gøre
hvad mine egne digte kan.
Når du tænker på Frank Jæger
og når du tænker på gamle John Keats
husk på deres digte er deres egne
selvom du ønsker dine
kunne matche deres

Jeg håber den poesi du respektere
hvilket fik dig til at vokse
jeg håber at det bedste digt du nogensinde læste
var det du kaldte dit eget.

Alle fuglene er fløjet væk,
En enlig sky flyder nænsomt forbi,
Vi bliver aldrig trætte af at kigge på hinanden,
Stjernerne og jeg......

Månestråler bøjer sig over den mørke stilhed,
Får lydens vilde blomster til at spire
Som kun det grønne høre kan.
Vinden springer en oktav over og skifter fra maj til mol
Imens stilheden frygter lyden,
Stråler af stjernelys falder på træerne,
Tvinger bladene til stilhed.
Midt i disse mirakler jeg elsket står
Mærket af ord mit hjerte ikke kan forme

Det våde og kolde efterår
syntes ingen ende at have,
dog intet vare for evigt
Skæbnen vore liv kontrollere
nus mit bryst i nat
med dine silkebløde fingre

Mærk mit hjerte
åben mit slør af mystik
åbenbar den blomstrende blomst
Blodrød og skrøblig
uigennemtrængelig for de fleste
kan du? tør du gribe det?

Jeg hører sangene som efteråret synger
Vinden iler mellem træerne
Dagligt bliver luften mere skarp
En kølig brise opstår overalt

Bladene og de tynde grene stemmer i,
Efterårsvindens symfoni
Som en reminder om
Endnu en sæson er over os

Fuglene samles i hobevis
Inden afrejsen sydpå højlydt sladderen lyder
Destination stadig usikker
dog mod varmere himmelstrøg

Skoven er iklædt sit ypperste sæt
Bladene søger nyt hjem
Dalende på vinger af guld forlader de
De nu så ensomme og forladte træer

Varme støvler og halstørklæder dukker frem
På butikshylderne står nu julens pynt
Plæneklipperen er sendt på ferie
Nu er det sneskovlens tur, og lyden af børnekor

Der fornemmes en sorgmodig stemning
Endnu et år kommer og går
Det næste venter lige om hjørnet
Nye eventyr og minder fødes

Morgenen kommer og går uden fortrydelser
Aftnen bringer minder jeg kan ej glemme
Ekkoer i de tomme rum jeg vandrer i
Løst tøj der hænger som gardiner på de tomme stole

Jeg føler den pirrende følelse af endnu en søvnløs nat
Som en kriblen i mine ensomme fingre i månens klare lys
Blå stråler danser gennem vinduets glas
Som Zigøjner møl der danser omkring stearinlysets flamme

Kan du huske hvem jeg er, kan du stadig føle det?
Kan du finde min smerte, kan du heale den?
I så fald, læg dine hænder på mig,
Og jag bort mørket i min sjæl, gør mig hel igen

I denne stjernefyldte nat, som eksploderende blomster i brand
Oplyses mælkevejen i en violet tåge
Reflekterende i mine blågrønne våde øjne
Et ansigt svøbt i smerte, karesseret og holdt af en engels hånd

Må du vandre mellem morgenstjernerne
Paradiset venter I daggryets stilhed
Klar til at åbenbare dig uden varsel
Rastløs efter at blive genfødt
Års venten fader ind til skønhed
Julen er en ufuldstændig drøm
I mit hjerte bærer du en krone af hengivenhed
Så strålende selv tiden må kigge væk
Visionen herom opstår fra den ufortalte historie
Smukkere end det sete i dagens lys
Som du, aldrig viden om hvem du er
Lad min kærlighed blive din lede stjerne
Da skal du aldrig fare vild

At være foruden dit nærvær er
Som at slikke honning af torne
En kold december søndag
Hvor jeg går julen imøde alene
Siddende på de kolde hårde
Og så ofte tomme bænke
I Marmor kirken bagerst
Længst ude i venstre hjørne
Mens jeg ubevidst famlende
Leder efter din hånd
Opdager min ensomhed
Da der kun er mig på hele rækken
Min ensomhed deles
af nogle få andre sjæle søgende
Sporadisk spredt på de andre bænke
En familie på 3 kommer ind
Tyssende på den lille pige
Der højlydt udtrykker
Sin begejstring over loftmalerierne
Hun får øje på mig og smiler
Mens hun med pegefingeren på læben
Uden lyd siger schhhhyy til mig
Jeg smiler og gør det samme
Hvorefter jeg stille rejser mig
Kigger endnu engang på
Manden de kaldte Jesus der på korset
Lidende for os, mennesket
Er vi mon det værd?

Slentrede ned gennem dagdrømmens gader
Mens jeg tænkte på dig
Dovent passerede jeg skyggernes gade nr. 5
Mens jeg tænkte på dig
Nogen biler glimter i stjernernes skær
Mens jeg tænkte på dig
Månens blålige kolde lys rammer mit varme ansigt
Mens jeg tænkte på dig
Nabobyens lysskær lyste op ude i horissonten
Mens jeg tænkte på dig
Trak op i kraven og skuttede mig mod kulden
Mens jeg tænkte på dig
Din englestemme fra morgendagens bad tonede frem i mine minder
Mens jeg tænkte på dig
Jeg snublede over kantstenen ved bygrænsen
Mens jeg tænkte på dig
Satans nat og de evige dagdrømme

Skibet med de fortabtes sjæle,
har sat sejl i denne usædvanlige frostklare forårsnat,
Med nattens horisont i sigte og ensomheden ved sin side,
spejdes der efter sjælefrænder,
i den øredøvende stilhed
hvor kun vindens sagte melodiske kalden
anes i de spændte sejl
som fører skibet på usikker kurs
imens bølgerne sagte kærtegner skibets skrog.
Uden kort og kompas stikkes kursen ud
kun ledsaget at stjernernes livsgivende lys
og et brændende håb i hjertet,
om fred og ro.........

Kærligheden fyldte engang et hul
i hjertets utømmelige kamrer
den kærlighed nu er borte
et hul er nu efterladt
fyldt med tårer.

Se rosen der åbner sig i morgentågen,
og med morgenens dug fyldes
Frygt ej dens torne og tårer
besku den, pluk den, duft den
det ku være den smukkeste af alle

Lad mig oprejse og åbne portene
så jeg kan indånde den varme luft
og lade kærligheden komme ind og lukke hadet ude
fortrænge de grimme ting og sorgen
Lade livet komme til og døden forsvinde

Håb er.. strålen af lys der oplyser mørket
Håb er.. diamanten som ligger begravet i bjerget
Håb er.. ilden der brænder i sneen
Håb er.. frøene som ligger under lavaen
Håb er.. livet blandt al død
Håb er.. ægget i reden
Håb er.. DNA'en i vores blod
Håb er.. kærlighed midt i alverdens had
Håb er.. hjertet der banker i vores krop
Håb er.. det der guider os gennem livet

Solskin, solskin
du er sublim, du er guddommelig
din tilstedeværelse er min livline

I dit ansigt mine sorger jeg glemmer
dem dealer jeg med i morgen
I dine varme stråler skal jeg mig bade og restituere

Solskin, solskin
Skin på mig før du til hvile går
Dit smil jeg altid vil hige efter

Solskin, solskin
I dag skal du være min
I morgen er jeg din, for dig at stråle og varme

Uskyldighed
stjålet uden min tilladelse
Uskyldighed
Væk uden min overgivelse
Uskyldighed
tabt gennem andres gøren
Uskyldighed
ikke længere min at eje
Uskyldighed
ændrede sig til had og frygt
Uskyldighed
forsvundet, ingen kommer nær
Uskyldighed
taget fra drengens hjerte
Uskyldighed
udskiftet med mistro
Uskyldighed
opløses som disen i solen
Uskyldighed
forsvinder før den begyndte
Uskyldighed
flået væk før tid
Uskyldighed
du var aldrig helt min

Oh rejsende
stop ikke op midt på stien
der er stadig megen rejsen
Du kan ikke måle distancen
mellem liv og død
for hvem ved
fra hvor til hvornår
og hvor det ender
rejse er livet
i al sin enkelhed

Du gamle måne
græd en tåre
du og englen
jeg samler dem
og lover ikke
at misbruge dem

Måne efter dag
du er fuld
fuld af lys og liv
i den mørke nat
savner, higer efter dig
din stilhed og klarhed

Hendes sølv glinsende vinger,
dyppet og vædet i guld.
Svæver gennem vores hjerter,
modig og frydefuld.
Den reneste udvælgelse
blandt himlens ydmyge stjerner.
Er jeg brikken du mangler,
I dit hjertets puslespil?
Ensom og vildfaren du er,
som et snefnug i stormen.
Smelter sammen i nuet,
som lyset i horisonten,
Du er morgengry.

Ville ønske jeg var modig som en regndråbe,
De er ej bange for at miste grebet og falde.
Velvidende om, at ingen griber dem.
De er de modigste og stærkeste jeg kender.

Vi lever stadig,
på kanten af ingenting
mellem syd og nord af sæsonerne.

Vi sover stadig,
på puder af store sten
som vores forfædre gjorde.

Vi følger stadig,
de samme hvide bomulds skyer,
hvilende i skyggerne af tornede træer.

Vi drikker stadig,
vores te uden at synke,
og går barfodet for ikke at vække stilheden.

Og i afstanden,
til kanten af et fatamorgana,
ser vi stadig hver aften, solen falde i havet.

Og den samme kvinde,
hilser sagte på os, mens hun spejder efter aftengry midt på kortet.

Som hun hilser,
forsvinder det, som et blink
i et barns uskyldige øje, tabt i uendeligheden.

Og stadig venter vi,
på endnu en ny morgenstund,
Vi venter stadig på det hele starter forfra.

Dit hjerte dunker,
som var hun allerede ved din dør.
Eller - som forventede du hende -
Alle fuglene i middags solen
glamourøst ankommer til dit vindue.
En årgang af tålmodighed,
en skov fuld af kærlighedens vingesus,
som efterlader dig åndeløs
ved synet af "hende" i din dør.

Årstiden har smidt overjakken
af vind, kulde og regn.
Og taget en jakke broderet med
strålende solskin, lys og varme på.

Hver mand og fugl
fortæller med egen stemme,
om årstiden, foråret i sin pragt,
som har smidt overjakken.

Floder, vandfald og bække små,
bærer flotte klæder, der stråler som sølvdråber, kreeret af guldsmeden,
alle ifører sig nye klæder til den nye årstid

Kan ikke gå tilbage i tiden
Rejser i en verden af drømme
Ligesom de forgangne dage

Kigger døsigt i det store spejl
Jeg ser så lille ud
Mens jeg laver morgen gymnastik

Min spejlbillede danser lystigt
Måske møder jeg den jeg elsker
Eller bare hvem som helst

Har ingen aning om
hvordan jeg har det til middag
Men elsker denne morgenstund

Sejler gennem midnats himlen
Sejler gennem midnats oceaner
I en båd af glinsende måne

Fisker efter mine drømme,
så fjerne.
Fisker efter mine drømme,
så nære.

Min snøre,
en enkelt sølv månestråle.
Min madding,
En enkelt gylden stjerne...

Min sjæl er modet, flyvende som en due.
Min sjæl er klogskab og visdom,
brusende som en galoperende hingst over prærien.
Min sjæl er forstående, blid og uskyldig,
som en nyfødt hundehvalp.
Min sjæl er yndefuld som en delfin,
svømmende i det store blå hav.
Min sjæl synger som en sangfugl, der kvidre sine egne toner i trætoppene.
Min sjæl er unik, som et snefnug blandt billioner
i snestormen.
Min sjæl er glad for at være sådan.
Jeg er min sjæl og min sjæl tilhører dig.

Igen i dag, kun for dig, et lys jeg hængte ved vinduet.
Igen i dag, ku jeg ikke længere på dig vente,
et hjerte ved vinduet jeg hængte.
natten kom og foråret ligeså.
Jeg ku ej på dig vente,
blev en mand med et fattigt hjerte.
Blev en mand, som pludselig tænker på en stjerne, mens jeg vandre alene uden mål, på en blomsterfyldt eng i natten, glinsende som tusinde krystal klare stjerner.

Engang troede jeg det var nemt,
at indfange en duft,
at fastholde aftenen efter monsunen
og med hånden forsøge,
holde stjernernes lys fast.

Engang troede jeg det var nemt,
at indfange en duft,
at vække blomsten som er min baggård,
med hviskenen fra ildfluerne,
at holde dens minder,
i mine drømmende øjne.
Som rosernes genskær på den blanke sø
jeg troede det var nemt?

Fjollet at tro jeg kunne,
hvordan sku det dog kunne ske?
For at fange sommerfugle,
må du gå meget meget langt...

Mit hjerte skal rejse tusinde mil
fra ende til anden hvor regnbuer møder
Nattehimmelens mest skinnende stjerne,
Nordstjernen...
Som et fyr i natten glimter den i bølgerne
som fører mig nænsomt hjem,
til kærlige og hjertevarme omfavnelser
og dusinvis af dine bløde sommerkys
på krop og sjæl....

Vandrer, tænker

"Ikke alle som vandre er fortabt"
Dog tænker jeg stadig, hvor er jeg,
og hvor er vi på vej hen?

Men jeg ved hvor jeg er,
Jeg er på et bibliotek,
fordybet i mine tanker
Sippende til min kop.

Lige fra alt mellem,
Hvad består aftensmaden af?
til hvorfor er jeg her?
Svingende fra stort til småt.

Mine tanker springer fra sted til sted,
Efterlader mig forvirret og
eftertænksom,
mens jeg jeg tænker "hvor er jeg,
og hvor er vi på vej hen"?

Har vi brug for en destination,
og er vi ikke hvor vi skal være?
Leder du også forgæves efter svar?
Eller vandre vi forgæves,
som bladet i vinden der kaotisk suser rundt på må og få,
kun med kærligheden som ledestjerne?

Mens du lytter til lyden af kærlighedens nærvær,
som hidkalder os til at drage mod fredfyldte vandløb,

Gennembrydes skyerne
af lysets stråler,
for at danse lystigt hen over jorden,
og lave rede i tides sand,
hvor en nyfødt baby fødes.
En blid brise blæser gennem natten,
Hviskende i græsset og danner uro i vandet,
som regnvand klæber sig mod glas.

Mens du lytter til lyden af kærlighedens nærvær,
som hidkalder os til at drage mod fredfyldte vandløb.

Spreder en regnbue sig tværs over himlen,
Et løfte åbenbare sig,
og sommerfuglens yndefulde vingeslag,
efterlader mig betagende åndeløs,
Forårets mageløse grønne fornyelse,
fryder jorden vi daglig betræder,
i den stjernefyldte nat lyder sirenernes sang.

Mens du lytter til lyden af kærlighedens nærvær,
som hidkalder os til at drage mod fredfyldte vandløb

Fuglene kvidre lystigt udenfor mit vindue,
deres sange er smukke og livsgivende,
i den gyldne morgenstund de pirrer mine
trætte øre,
de små unger i reden tumler rundt,
og min sjæl hungre efter ro.

Solen er dårligt opstanden,
himlen viser nænsomt lidt blåt,
regnen ser kold ud som den risler ned på græsset,
som just titter frem fra morgenduggen,
som et barn der gnider søvnen ud af øjnene

For blot nogle timer siden,
var mit sind årvågent og fuld aktivt,
dog er det timer siden jeg burde sove,
om lidt vil jeg forsøge igen,
i morgen vil jeg sove til eftermiddag,
men mine drømme vil atter være fyldte med glæde

Hemmelighedsfulde Japanske Geisha,
med den Elfenbenshvide hud.
bukende ærbødigt,
alt imens han forelsket
fortaber sig målløst,
i hendes brune mandelsformede øjne,
deklarerende i en desillusioneret kærlighed.

Mange år synes at være indestængt
bag hans trætte ansigt,
velvidende, at den gyldne fugl
i buret aldrig bliver hans.

Aldrig vil hun synge den sang
han ønsker at høre,
så længe hun bor
bagved silkegardinerne
til en Geishas verden,
duftende af den forbudte drøm…..

Goy Wiblemo © 2023

Even a life-long prosperity,
is but one cup, of warm chocolate,
A life of fifty-six years is passed in a dream.
I know not what life is, nor death.
Year in year out — all but a dream.
Both Heaven and Hell are left behind.
I stand in the moonlit dawn,
free from clouds of disparity,
I feel my inner child rise from it,
As I contemplate the dawn,
transform to a varm and bright sunny day.

Goy Wiblemo © 2024

In a tree behind a ray of moonlight,
In the distance,
A cuckoo sings his love songs
Slowly and gentle,
The sea counts the rocks on the beach
Naked branches knitting in the wind
Leaves crumbles like old letters forgotten in the attic
The first snow falls in my warm hand
And shortly vaporizing without a sound
Far away a fight breaks out in a cottage
A lover's spouts

It all comes to me this night
The silence approaching with every breath

Måneskin glimter på bjergsøens flade,
stjerner funkler i det dybe blå.
En ensom fiskerbåd glider stille forbi,
dens lanterne lyser som en gylden stjerne.

Bjergene står tavse i nattefred,
skyerne driver langsomt forbi som tynde hvide slør.
I den stille luft kan man høre en fugl kvidre,
en hyrdedreng spiller sin melankolske sang.

En gammel mand sidder på en klippe og kigger op på månen,
han mindes sin ungdomskraft og de dage, der er svundet.
En ung pige går langs bredden og synger en sang om svunden kærlighed,
hun drømmer om en prins, der vil komme og føre hende bort.

Natten er stille og fredfyldt,
En tid til refleksion og drømme.

Goy Wiblemo © 2024

En nytårsmorgen, stille og våd,
et nyt kapitel i årets kalender var.
Himlen malet i gyldent vådt skær,
håbet spirer, hvor natten var nær.

Forventningens sang i hjertets slag,
en chance, en drøm, en ny begyndelses dag.
Fortidens skygger svinder i sin dans,
fremtiden kalder – grib chance!

Med mod i blikket og håb i sind,
lad årets rejse begynde herind.
Nytårsmorgen, frisk og ren,
en gave fra tiden – helt din egen.

Goy Wiblemo © 2025

I stjernernes dans,
kærlighedens lyriske spil,
fortoner sig i natten.
Hjerter langsomt smelter,
som solens varme stråler vil.

I øjeblikket svæver ensomme sjæle,
fastholende hånd i hånd.
Alt imens,
et digt af kærlighed fortælles,
som vævet af tidens tand.

Goy Wiblemo © 2025

I dit blik, findes stjernernes glans,
en verden af kærlighed, en evig dans.
Dit smil er som solen, der varmer mit sind,
en evig fortryllelse, hvor alt begynder og ender.

Dit nærvær er som havets blide sang,
en melodi, der varer dagen lang.
I dit hjerte finder jeg mit hjem,
en kærlighed stærkere end tidens strøm.

Lad os sammen skrive livets poesi,
hvor hver dag er fyldt med magi.
For i dig, har jeg fundet min sjæls ro,
min evige kærlighed, mit hjertes tro.

Goy Wiblemo © 2025

I en skovlund, hvor vinden hvisker blidt,
sidder en mand med et smil, der er frit.
57 år og en sjæl så stor,
i kørestolen finder han ro og ord.

Hans pen danser over papirets flade,
som solens stråler gennem trækroners blade.
Han ser ikke stolen som en byrde tung,
men som vinger, der løfter hans ånd så ung.

Han skriver om træernes hviskende sang,
om græssets duft og livets gang.
Han finder skønhed i det små,
i sneglens spor og i regnens grå.

Fuglene synger hans tanker ud,
han smiler og nikker –
stolt af sin brud.
For selv om kroppen kan føles begrænset,
er sindet frit, af glæde omkranset.

I skovlunden skaber han en verden af ord,
en digter, en drømmer, en lykkens broder.
snart 58 år, og hjertet banker,
for livet, for skoven, for alle hans tanker.

Goy Wiblemo © 2025

Under stjernernes stille skær,
går de to sjæle, let og nær.
En mand midt I livet, mærket af tidens spor,
en ung pige, med drømme, der gror.

Deres hænder mødes aldrig helt,
dog mærkes et bånd, så stille og delt.
De taler om livet, om håb og om fred,
to hjerter der finder hinanden et sted.

Som vinden der danser i en sommernats luft,
bærer deres venskab en blomstrende duft.
Ikke af begær, men af lys og af tro,
på en kærlighed ren, hvor sjæle kan gro.

De deler et smil, et blik, en sang,
et stille øjeblik hvor verden er lang.
Og selv uden kys, uden favn, uden ord,
er kærligheden stærk, som et usynligt bånd der gror....

Goy Wiblemo © 2025

To sjæle mødes,
ingne berøring findes,
kun hjertet blomstrer.

Goy Wiblemo © 2025

I stjernernes dans,
kærlighedens lyriske spil,
fortoner sig i natten.
Hjerter smelter, som solens varme stråler vil.

I øjeblikket svæver sjæle,
hånd i hånd,
Alt imens, et digt af kærlighed fortælles,
Som vævet af tidens tand.

I længslens rige,
hvor horisonter kalder.
Et hjerte bortvendt,
af længslen står falden.

Mellem verdener,
sjælens ørkenvandring.
Udlængsel bærer drømme på vingesvang.
Sange fra en hemmelig have.

Goy Wiblemo © 2025

Vandfald fra himlen,
luften dufter af jord.
En verden vaskes ren,
og naturen smiler.

Goy Wiblemo © 2025

Når solen kærtegner mit ansigt
Og regnen smyger min kind,
Da kredser tænkerne om du og jeg,
I kærlig omfavnelse og om berøringer.

Goy Wiblemo © 2025

Jeg ønsker at sove ind i foråret,
liggende under det blomstrende kirsebærtræ,
alt imens forårets fuldmåne er fuld,
og jeg drager ud på min sidste rejse, alene.

Goy Wiblemo © 2023

I julens stjerneskær lyser kærlighedens fakler,
Hjerter gløder varmt, som vinterens pejse brænder.

Melodier af kærlighed danser
I den stille nat,
Et juledigt vævet af hjertevarme tråde.

Snefnug falder som kys, blide og blanke, smeltende på kinden,
Øjne mødes i glimt, som stjerner på himlens flanke.

Gaver pakket ind i kærlighedens favn,
En hymne af forståelse, som toner i sjælens havn.

I julens magi, et evigt øjeblik vi deler,
Kærlighedens gave, som ingen tid forærer.

Så lad os omfavne hinanden, som juletræet sin pynt,
I kærlighedens dans, finder vi hinanden, opslugt af kærlighed.

Goy Wiblemo © 2023

En december nat, hvor sneen daler,
en stille fred på jorden taler.
Duften af gran og kanel så kær,
mens lys i mørket fylder hver en sfær'.

Børn der ler, og klokker der ringer,
julens glæde i alles hjerter springer.
Men midt i alt, i skæret af flammen,
føler jeg længslen, et tomrum i gammen.

For kærlighed er julens sjæl,
som vinden bærer en blid koral.
Og jeg ser for mig en kvinde så smuk,
med varme øjne og et hjerte af guld.

Hun er omsorg, hun er håb i mørket,
en blid stemme, som varmer hjertet.
Mellem træets guld og stjernens glimt,
ser jeg hende, som mit hjerte har indhent'.

Julen kalder på glæden at dele,
men i mit bryst er der noget at hele.
Kom tættere, lad os tænde en ild,
et lys for kærlighed – skæbnen mild.

Så hvis du hører mit ord i nat,
lad hjertet finde sin rette skat.
For julens glæde er dobbelt så stor,
når kærligheden banker på vores dør.

Goy Wiblemo © 2024

De lange dage og korte nætter,
afløser marts våde kolde vinde.

I fortiden er vinterens fodspor,
triste kolde.

Den høje Pitch fløjtende sang,
Vækker Jorden til blomstrende liv.

Et gabende hul I himmelen flås,
Så solen kan stråle og regnen græde.

Blødt beroliges det kommende forår,
Alt imens Anemonerne blomstrer.

April's våde forårs måned hilses velkommen,
Og de svindende vinde samles.

Nu kan den lange rejse hjem påbegynde,
Uden at se sig tilbage.

Vidende hun kommer tilbage,
På en sen kold vinterdag.

Når nætterne bliver kortere,
Og dagene længere.

Lyt efter hendes fløjtene sang.

Goy Wiblemo © 2023

Smid min billet ud af vinduet,
Smid også min kuffert samme vej,
Smid mine bekymringer ud af døren.
Skal ikke bruge dem mere,
For i aften skal jeg være hos dig

Goy Wiblemo © 2023

Når vinteren kommer, da ihukom mig ved din side,
på det elfenbenshvide sand,
når isende fingre kalder,
da rejs dig og børst dem væk.

Når vinteren kommer, da ihukom mig ved din side,
når du vågner på de korte kolde dage.
Når frosten forsager alt det grå, og slipper stille farverige stråler fri,

Når vinteren kommer, da ihukom mig ved din side,
når sneen blødt falder og dækker det ensomme fortov som et tæppe.
Da lad min kærlighed svøbe sig om dig som sommervarmen i juli.

Når vinteren kommer, da ihukom mig ved din side,
når skyggerne bliver lange i eftermiddagsolen,
så håber jeg, du vil fra i dag og frem,
når vinteren kommer, komme mig ihu.

I dag, var græsset grønnere,
I dag, var himlen ikke grå,
I dag, var solen flot og skinnende,
Ja, dagen blev ændret.

I dag, menneskerne transformerede sig,
I dag, var de ikke ubehøvlet,
I dag, følte jeg mig elsket,
Alt i dag føltes foranderligt, skønt.

I dag, levede jeg for i dag,
I dag, var ikke for fremtidens skyld,
I dag, var en dejlig dag,
Ikke kedelig, eller brutal.

I dag, grinte jeg i stilhed,
I dag, fik mig ikke til at græde,
I dag, blev alt mere klart,
I dag, fandt jeg aldrig ud af hvorfor.

Men i dag, hvis alt er forandret,
Men i dag, hvis det ikke var en drøm,
Ved ikke hvad der skete,
Men i dag, blev til hverdag, ser det ud til.

Goy Wiblemo © 2024

Stjernerne er smukke at skue i nat,
en kølig vind passere min kind,
alt imens jeg hører din stemme hviske
"lad mig bære din byrde"
Disse ord varmer mit fortabte hjerte,
som flammen i smedens esse.
Kæreste du, i mit livs sorg, jeg tænker på dig.
I mit korte omtumlet liv, i denne nat,
finder jeg trøst i dig, og din blide stemme.
Mit hjerte længes usigeligt efter dig.

Stjernerne er smukke at skue i nat,
en kølig vind passere min kind,
alt imens jeg hører din stemme hviske
"lad mig bære din byrde"
Disse ord varmer mit fortabte hjerte,
som flammen i smedens esse.
Kæreste du, i mit livs sorg, jeg tænker på dig.
I mit korte omtumlet liv, i denne nat,
finder jeg trøst i dig, og din blide stemme.
Mit hjerte længes usigeligt efter dig.